Jordklump eller potteskår? Børn kom med på arkæologikursus

Museum Sønderjylland tager tirsdag 23 børn med på en stor udgravning nær Rødekro i Aabenraa. Børnene skal lære om, hvad det vil sige at være arkæolog.

23 børn skal grave deres indre arkæolog frem, når Museum Sønderjylland og Arkæologi Haderslev inviterer børnene på et arkæologikursus i sommerferien.

Først skal børnene møde arkæologer fra Museum Sønderjylland og se museets lager, hvor alle de fund, der ikke er på udstilling, ligger.

quote

De er nede at kigge dybt i arkæologernes arbejdskasse og ser, hvad arkæologer har med ude på udgravninger. De skal blandt andet lære om stenalder, jernalder, vikingetiden og forskellen på potteskår og jordklumper.

Merete Essenbæk, museumsinspektør, Arkæologi Haderslev

- De er nede at kigge dybt i arkæologernes arbejdskasse, og de ser, hvad arkæologer har med ude på udgravninger. De skal blandt andet lære om stenalder, jernalder, vikingetiden og forskellen på potteskår og jordklumper, siger Merete Essenbæk, museumsinspektør, Arkæologi Haderslev, til TV SYD.

I dag kommer børnene med ud og får noget jord under neglene. De skal nemlig være med til Museum Sønderjyllands største udgravning i 10 år. Udgravningen foregår ved Kassø vest for Rødekro, hvor arkæologer har fundet spor af 2000 år gamle huse fra jernalderen.

Merete Essenbæk fortæller, at for drengene er det hovedsagligt jagten på en guldskat, der driver dem. Men glæden ved at finde et eller andet er det, der sejrer til sidst.

quote

Det som er vores pointe er, at de også skal vide, at man som arkæolog ikke kun jagter skatte. De skal også vide, hvor man skal lede og hvordan man graver systematisk.

Merete Essenbæk, museumsinspektør, Arkæologi Haderslev

- Det sker, at de ikke finder andet end et søm, der viser sig ikke at være mere end 20 år gammelt. Men det er fedt bare at have fundet noget. Det, som er vores pointe, er, at de også skal vide, at man som arkæolog ikke kun jagter skatte. De skal også vide, hvor man skal lede, og hvordan man graver systematisk. Det er de helt med på, siger Merete Essenbæk.

Merete Essenbæk oplyser desuden, at interessen for arkæologi blandt unge har oplevet en stor vækst, siden DRs ”Danmarkshistorien” trillede over skærmen.