Jordskred opsluger have

Et jordskred slugte en gravemaskine, tre mindre entreprenørmaskiner, et hønsehus og meget andet, da jorden pludselig skred ved en grusgrav nær Rødekro. Se billederne ved at klikke på forsidebilledet.

Mere end 20.000 kubikmeter jord har flyttet sig og skubbet maskiner og værktøj i en nærliggende kunstig sø, og efter det usædvanlige jordskred er en ejendom tæt ved grusgraven pludselig blevet meget usikker.

En lade er begyndt at slå revner i væggen, og en tidligere bærende stolpe har pludselig ingen vægt på sig længere. Der venter et omfattende oprydningsarbejde ifølge nabo til ejendommen Erik Egvad Petersen.

- Det kommer til at tage rigtig mange timer. Der ligger stadig maskiner i søen, men der er et udstedt påbud om, at de skal op, siger Erik Egvad Petersen.