Josefine fik allerede mobil som seks-årig: Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle trykke på

Hvornår børn skal have en mobiltelefon afhænger af mange ting. Undersøgelse viser, at gennemsnitsalderen er omkring ni år.

Nogle børn får allerede mobiltelefon, når de kommer i 3. klasse. Andre får at vide, at de kan få en, når de bliver lidt ældre eller når en bestemt alder. 

Fælles for dem alle er, at med mobiltelefonen åbner sig en ny verden for børnene. Med spil, sociale medier og konstant kontakt med forældrene og vennerne. En verden, deres forældre ikke kendte til, da de selv gik i 3. klasse.

quote

Jeg fik min telefon, da jeg var seks år, og det bestemte mine forældre.

Josefine Holm, 3. klasse, Hammelev

Hvor gammel man skal være, afhænger også af, hvem man spørger. I 3. klasse på Hammelev Skole er meningerne delte.

- Jeg synes, man skal være ni, ti, elleve år, siger Mikkel Olesen, og han suppleres af sin klassekammerat Josefine Holm, der var noget yngre end det.

- Altså, jeg fik min telefon, da jeg var seks år, og det bestemte mine forældre. Dengang kunne jeg heller styre det og måtte kun spille på den. Det var svært, for jeg vidste ikke, hvad jeg skulle trykke på. Heldigvis kunne de voksne hjælpe med det, fortæller hun.

Gennemsnitsalderen er 8,5 år

Mobilselskabet Telia har i en årrække fået analysebureauet YouGov til at spørge danskerne om, hvornår deres børn får deres første mobiltelefon. Resultatet er, at det typisk sker i en alder af 8,5 år.

Organisationen Børns Vilkår mener ikke, at man kan opstille regler for, hvornår børn skal have en telefon. 

Mikkel Olesen og Josefine Holm fra 3. klasse ved Hammelev Skole.
Mikkel Olesen og Josefine Holm fra 3. klasse ved Hammelev Skole.
Foto: Masoud Jafari Pouia, TV SYD

Når Børns Vilkår er ude at holde oplæg om børns digitale liv og trivsel, får de ofte spørgsmål fra forældre angående mobiltelefoner til børn.

 - Vi svarer, at vi ikke har en holdning til en bestemt alder. Vi tænker, der er forskellige behov i forskellige familier. Der kan være en god forklaring på, at et barn på syv år har brug for en mobiltelefon, hvis barnet for eksempel skal transporteres i en familie mellem mor og far, fortæller Sanne Lind, børnefaglig konsulent hos Børns Vilkår, til TV SYD. 

Børnenes Danmark

Hvordan ser dagens Danmark egentlig ud, hvis man ser det fra børnehøjde?

Uge 41 har TV2 og de otte regionale tv-stationer fokus på Børnenes Danmark.

Folkeskolereform, minimumsnormeringer og nationale tests fylder meget, men hvad er børnene optaget af?

Et børnepanel, bestående af 6. klasseselever fra hele landet, forsøger at give et indblik i, hvordan det er at være barn i 2019 og hvilke bekymringer, der kan være. 

Forældre skal sætte rammen for mobilen

Hun synes, det er en god ide som forælder at stille sig selv spørgsmålet “hvilket behov har mit barn egentlig?”.

- Hvis der ikke er et direkte behov, skal man måske lige vente med at give den aflagte telefon til et lille barn, som måske ikke er i stand til at vide, hvordan de skal bruge den, mener Sanne Lind, der altid prøver at komme med en tydelig vejledning til forældre, der vælger at give deres barn en mobil.

- Det allervigtigtigste er, at du er med til at sætte rammen for, hvordan den skal bruges. At du hjælper barnet med at finde ud af, hvordan man skriver til andre og i det hele taget kommer godt i gang, siger hun.

Det sidste barn uden mobil kan være udenfor

I enhver klasse sidder der en elev tilbage, som endnu ikke har fået lov at få en mobiltelefon. Det barn kan godt synes, det er svært at være den eneste. Det kan føle sig hægtet af venskaberne og uden for fællesskabet.

- Det er jo den anden side af det. Hvis man som forældre har meget skrappe regler på det område, så kan man risikere, at ens barn bliver ekskluderet af fællesskabet, siger Sanne Lind.

Derfor synes hun, det er vigtigt at tale om det i forældregruppen og for eksempel lave aftaler om nogle gode etiske aftaler. 

- Så kan man aktivt tage stilling til det som forælder, om man skal give sig på det punkt, siger hun.