REPORTER | VJ | ONLINEJOURNALIST | SOME

BLIV JOURNALISTPRAKTIKANT PÅ TV SYD

Som journalistpraktikant på TV SYD er du med, når tingene sker. Du gør syd- og sønderjyderne klogere på, hvad der sker i deres landsdel, og du lærer at lave nyheder til TV og web.

Har du spørgsmål? 

Skriv til praktikantvejler Eva Jakobsen på evja@tvsyd.dk.

Du får også mulighed for at eksperimentere med sociale medier og finde ud af, hvordan vi fanger de unge på Youtube, Instagram og Facebook som en del af TV SYDs uddannelsesredaktion, Schwung. 

Du får en masse ansvar og bliver en vigtig del af den daglige nyhedsproduktion. Efter den første tids introduktionsforløb indgår du på lige fod med de øvrige medarbejdere i redaktionen.

Højt tempo og hjælpsomme kollegaer

Vil du vide mere om livet som praktikant? 

Du er velkommen til at kontakte en af de nuværende praktikanter: Line Sahl, Julie Schou, Jacob Sejer eller Sara Skovhave.

Der er fart på, når vi laver nyheder, og der er mange udfordringer. Derfor er det krævende at være praktikant på TV SYD, men udfordringerne gør det sjovt og giver en masse erfaring. Og der er altid hjælp at hente.

Du får du en masse søde, hjælpsomme og erfarne kollegaer, der gerne svarer på dine spørgsmål og hjælper, når der er brug for det. 

Du kommer til at arbejde som tv-reporter, VJ, online nyhedsreporter og Schwung-reporter. I særlige tilfælde kan du også blive livereporter. Bliv klogere på vagterne herunder.

VJ (VIDEOJOURNALIST)

Som VJ står du for alt selv. Du bliver lært op i at filme og redigere, og så er det ud i virkeligheden og prøve det af.

Du laver indslag til vores 19.30-udsendelse, og du skal lave det hele:
Du finder kilder, interviewer, laver optagelser, skriver manus, speaker og redigerer indslaget.
Kom med Julie på VJ-vagt i videoen nedenfor.
02:09 Luk video

ONLINE NYHEDSREPORTER 

Som online nyhedsreporter skriver du artikler til tvsyd.dk.

Du er først, når der er breaking, og du bliver skarp til at vinkle. Du får en masse kilometer i fingrene og bliver lynhurtig til at sætte dig ind i alt fra politiske konflikter til Superliga-resultater. 
 
Du lærer også, hvordan en artikel skal vinkles, for at den klarer sig godt. 

 

NYHEDSREPORTER

Som nyhedsreporter arbejder du sammen med en fotograf om at lave nyhedsindslag og reportager til 19.30-udsendelsen. Du kommer både til at lave de hårde tophistorier og de bløde reportager. 

Du får også vagter i TV SYDs nyhedsgruppe, der er en light-udgave af en gravergruppe. Her bliver du blandt andet stærk i ideudvikling, når gruppen sammen skal finde et tema at dykke ned i.  

 

SCHWUNG

Schwung fortæller historier og laver videoer til de sociale medier om studielivet i Syd- og Sønderjylland.  
Her får du en masse ansvar og mulighed for at eksperimentere! Praktikant Line Sahl har blandt andet været tilrettelægger på en serie til Youtube. Se den her.

 

Kolding, kage, kilder og kollegaer 

Lige nu er der fire praktikanter på TV SYD, og cirka en gang om måneden har de en praktikantdag sammen med praktikantvejlederen. Dagene bliver brugt på grundig efterkritik og til at blive klogere på et journalistisk emne eller redskab som foreksempel aktindsigt. Der er også tid til at spise kage og til at snakke om, hvordan det går med at være praktikant på TV SYD.  

En gang om året tager praktikanterne på en todages tur ud af huset for at besøge andre medier. Sidst gik turen til København, men praktikanterne bestemmer selv, hvor de vil hen.  

Praktikanterne fortæller 

 

Julie Schou, praktikant på TV SYD siden februar 2018: 

Jeg har været i praktik på TV SYD i snart seks måneder, og hold da op, hvor har jeg lært meget. På den tid er jeg blevet hurtig til at få en nyhed ud på webben, jeg har lært at skrue et indslag sammen, og så er jeg blevet uddannet videojournalist. Alt sammen med hjælp fra skønne kollegaer, der altid står klar til at svare på et spørgsmål eller to –        også selvom man spørger om det samme for tredje gang. Hver dag møder man ind til en god stemning og entusiastiske kollegaer.

 

 

 

Sara Skovhave, praktikant på TV SYD siden februar 2017: 

Efter halvandet års praktik på TV SYD kan jeg skrive VJ, nyhedsreporter, livereporter og onlinejournalist på CV'et. Jeg var med til at dække kommunalvalget, og jeg har lavet indslag om alt fra vildsvinehegn ved grænsen til Legolands fødselsdag. Jeg har lavet over 100 tv-indslag og skrevet mindst dobbelt så mange artikler. Det betyder, at jeg har fået rigtig meget interviewerfaring, lært at snakke med mange forskellige kilder, og jeg er blevet hurtig til at sætte mig ind i en historie. 

Vidste du, at...

TV SYD ligger i Kolding og dækker 14 kommuner? 
TV SYD også laver historier fra den tyske side af grænsen?
TV SYD cirka har 70 fastansatte medarbejdere?
TV SYD var de første til at bryde DRs monopol, da vi i 1986 sendte første program som selvstændig station? TV 2 startede først i 1988.