Juelsmindes bynære camping sikret til 2028

Hedensted Kommune har indgået en ny forpagtningsaftale på 12 år for Juelsminde Camping, der betyder, at driften af campingpladsen ved havnen og stranden midt i Juelsminde er sikret frem til 2028.

Kommunens udbud af driften af campingpladsen resulterer i 12-årig kontrakt med nye forpagtere - to vennepar fra Brædstrup-området.

Bente og Jan Mortensen fra Voerladegaard overtager campingpladsens drift fra den 1. januar 2016 sammen med Ann-Britt og Niels Arne Svendgaard fra Addit.

Hedensted Kommune besluttede i februar 2014 at forpagtningen af campingpladsen skulle udbydes for en periode på 12 år. Det gamle vandrerhjem og de tilhørende parkeringsarealer var en del af udbuddet.

I udbuddet har Hedensted Kommune lagt vægt på, at campingpladsen fortsat skal være et stort aktiv for at tiltrække turister til Juelsmindeområdet. Antallet af overnatninger på pladsen skal gerne øges. Pladsen skal bevares som minimum en 3 stjernet campingplads.

- Der har ikke været en nem opgave at vælge mellem de indkomne tilbud. De nye forpagtere har nogle spændende planer med aktivitetspladser, anskaffelse af nye hytter og ny køkken/toiletbygning og autocamperplads. Jeg glæder mig til at se en modernisering af pladsen, siger Hedensteds borgmester Kirsten Terkilsen (V).

Den nuværende forpagter Thomas Fænø har i 11 år stået for driften af Juelsminde Campingplads i 11 år og fortsætter resten af 2015. Han havde også givet bud på at fortsætte.