Med hårdt arbejde og en solid opbakning fra sin familie har Luise Sejrup i en ung alder skabt en millionforretning med webshoppen Molly og My.

Luises drøm om glitter er på syv år blevet en millionforretning med 100 ansatte

De første år arbejdede Luise Sejrup som socialrådgiver ved siden af. I dag har hun 100 ansatte og en millionforretning med webshoppen Molly og My.

Drømmen om glitter og et lyserødt online-univers opstod tilfældigt på en regnfuld sommerhustur til Fanø for syv år siden.

Luise Sejrup havde fri fra sit arbejde som socialrådgiver, og mens hun koblede af langs Vesterhavet, mærkede hun en trang vokse frem i sig. En trang til at blive selvstændig.

quote

Det er vokset sindssygt i de her syv år. Så det er svært at følge med, for jeg føler stadig, vi er den lille virksomhed, der begyndte hjemme i mit 12 kvadratmeter store kontor

Luise Sejrup, indehaver af Molly og My

- Jeg kunne bare mærke, at på et eller andet tidspunkt skulle jeg noget med lidt mere knald på og noget, hvor jeg selv kunne bestemme. Noget iværksætteri og følelsen af køb og salg, fortæller hun.

Det var købmandskabet, hun ville.

50 timer om ugen bruger Luise Sejrup sammen med sine ansatte på optagelser til sociale medier, hvor de viser nyheder og trends frem. Hun sammenligner videoerne med et udstillingsvindue i en klassisk fysisk forretning.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Sammen med sin søster stiftede hun kort efter sommerhusturen en webshop. Molly og My kom den til at hedde, og her skulle kvinder købe alt i tøj, sko og livsstil.

Det var en chance og et sats, som Luise Sejrup har brugt det meste af sine vågne timer på siden - og som sidste år ramte en omsætning på 100 millioner kroner.

På TV SYD Play kan du se mere til Luise Sejrup og høre hendes historie med Molly og My.

Syv særlige medarbejdere

I den spæde begyndelse arbejdede Luise Sejrup stadig som socialråder på et jobcenter, mens hun drev sin webshop derhjemme på kontoret og pakkede varer i garagen.

quote

Vi har sådan set altid tjent penge med webshoppen, men det, som jeg synes, vi har gjort rigtigt, er, at vi til at begynde med har knoklet virkelig hårdt selv

Luise Sejrup, indehaver af Molly og My

Siden har Molly & My flyttet lager fem gange. Tilbage i marts flyttede de til et lager i Erritsø ved Fredericia. Her har de tre gange så meget plads, som det de kom fra. Der er 1900 kvadratmeter, men det har de hurtigt fået fyldt op med deres mere end 50.000 varenumre.

- Det er vokset sindssygt i de her syv år. Så det er svært at følge med, for jeg føler stadig, vi er den lille virksomhed, der begyndte hjemme i mit 12 kvadratmeter store kontor, fortæller Luise Sejrup.

Med hårdt arbejde og en solid opbakning fra sin familie har Luise Sejrup i en ung alder skabt en millionforretning med webshoppen Molly og My.
Luise Sejrup har en finger på pulsen og ved, hvad der rører sig i markedet. Hun håndplukker selv en masse nye styles, når hun er på indkøb, for hun ved, hvad kunderne elsker.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

I dag har de 100 ansatte til at indkøbe, markedsføre, pakke, sende og alt det løse. Og en lille håndfuld af dem deler efternavnet Sejrup.

Foruden sin søster, Karina Sejrup, som er medejer af webshoppen, er syv familiemedlemmer ansat hos Molly og My.

- Det er sjovt, at vi nu har et team, der virkelig kan løfte opgaven og forstår vores krøllede hjerner, og som løber bagved og griber alle vores bolde, siger Karina Sejrup.

Med hårdt arbejde og en solid opbakning fra sin familie har Luise Sejrup i en ung alder skabt en millionforretning med webshoppen Molly og My.
Luise Sejrup driver det lyserøde online-univers sammen med sin søster Karina Sejrup. Inden de gik fuld tid i virksomheden, arbejdede de begge som socialrådgivere på et jobcenter.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Den første var deres far, Ove Sejrup. I begyndelsen hjalp han til ved siden af sit eget arbejde, men i dag er han ansat og hjælper til, hvor end der er brug for det.

Luises mand, Jakob Sejrup Rasmussen, blev der efter nogle år med webshoppen også brug for. Han havde de rette it-kundskaber, og derfor kom han på lønningslisten.

- De vækstede meget hurtigt, så der var brug for nogle hænder, og Luise og Karina har det rigtig godt med, at det er nogen, de kender. Jeg havde nogle kompetencer, som de kunne bruge, og så blev vi enige om det, fortæller han.

Udstillingsvindue på nettet

Købmandskabet har Luise og Karina Sejrup med hjemmefra. Det flyder i blodet, for livet med iværksætteri har de altid kendt fra deres forældre.

Med hårdt arbejde og en solid opbakning fra sin familie har Luise Sejrup i en ung alder skabt en millionforretning med webshoppen Molly og My.
Luise Sejrup har sin daglige gang i det 1900 kvadratmeter store lager i Erritsø ved Fredericia, hvor Molly og My holder til.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Sammen har de to søstre skabt en opdateret version af den købmandsbutik, som de brugte mange af barndommens og ungdommens timer i.

Derfor mener de også, at deres succes med webshoppen skyldes en kombination af snusfornuft og et godt blik for at drive forretning.

- Vi har sådan set altid tjent penge med webshoppen, men det, som jeg synes, vi har gjort rigtigt, er, at vi til at begynde med har knoklet virkelig hårdt selv. Vi havde job ved siden af de første to år for ikke at skulle tage penge ud af virksomheden, men i stedet investere det hele tilbage ind i virksomheden, forklarer Luise Sejrup.

Med hårdt arbejde og en solid opbakning fra sin familie har Luise Sejrup i en ung alder skabt en millionforretning med webshoppen Molly og My.
Hos Molly og My har de eget lille foto-studie, hvor de hver dag tager billeder og optager video, som de deler med deres følgere på sociale meddier. Det er en afgørende del af virksomhedens markedsføring.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Den største forskel fra barndommens købmandsbutik er fraværet af selve den fysiske butik. Molly og My er en webshop, så udstillingsvinduet skal findes på internettet.

Den online verden var helt ny for dem, men de har taget alle de redskaber, som de kendte fra det fysiske og gjort det digitalt.

- Et af dem er helt bevidst det her med at give rigtig meget af os selv, fordi det gjorde man i købmandsforretningerne, hvor vi er vokset op. Man snakkede med fru Nielsen over grøntsagerne eller med en anden kunde ved kassen, og det er det, vi rigtigt gerne vil tage med os online, fortæller Luise Sejrup.

Med hårdt arbejde og en solid opbakning fra sin familie har Luise Sejrup i en ung alder skabt en millionforretning med webshoppen Molly og My.
Sammen med sine ansatte hopper Luise Sejrup hver dag i nyheder, som de viser frem på Instagram og Facebook. På den måde kan man hjemmefra komme med i ”prøverummet” og høre om pasformer, problemer og løsninger, samt tips til hvordan tøjet kan styles.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Derfor bruger nogle af de ansatte hos Molly og My op mod 50 timer om ugen på optagelser til alle tænkelige sociale medier. Det er nemlig på de sociale medier, at alt markedsføring og kontakten med kunderne foregår.

- Det er vores ansigt ud ad til, når vi netop ikke er en fysisk forretning, hvor de kan komme ned og møde os bag disken og snakke med os og få en personlig vejledning.

Klar til Sverige og Norge

Succesen til trods er hverken jantelov eller store armbevægelser noget, som Luise Sejrup bruger tid på.

- Vi er meget ydmyge og helt almindelige. Vi er jyske, og vi er lavpraktiske. Vi flyver ikke højt, men har begge ben solidt plantet på jorden, fortæller hun om sin tilgang til arbejdet.

Luise Sejrup har store drømme, og med til dem følger mange timers hårdt arbejde. Det gør hende dog intet, for det lyserøde online-univers er det hele værd.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Med den bedste omsætning nogensinde i 2021 har virksomheden netop taget hul på endnu et nyt kapital og sælger nu også til både Sverige og Norge.

- Jeg vil altid været sulten på mere og på at se, hvad potentialet er i det her fantastiske univers, som vi har fået skabt, siger hun og tilføjer.

- Jeg håber, vi kan bibeholde de gode værdier og holde os nede på jorden. Vi er to almindelige jyske piger. Det skal vi holde ved hele vejen igennem. Lige meget hvor store vi bliver.