Julefrokost skal få ældre til at bruge klippekortordning

I Billund Kommune har man holdt julefrokost for at vise de ældre borgere, at klippekortet kan bruges til sociale aktiviteter udenfor hjemmets rammer.

Billund Kommune har siden sidste år tilbudt den svageste gruppe af ældre i kommunen en klippekortordning.

Ordningen giver borgerne 10 klip til en halv times ekstra hjælp - og klippene kan spares sammen. Men personalet oplever, at den ekstra hjælp ofte bliver brugt i hjemmet.

- Jeg vil pege på rengøring og lidt samvær - og ikke mere som det er lige pt., siger plejehjemsassistent i Sdr. Omme, Inge Marie Jacobsen, til TV SYD.

quote

Der er lidt penge i overskud - og derfor gør vi opmærksom på, at klippekortet også er til sociale arrangementer.

Inge Marie Jacobsen, plejehjemsassistent, Sdr. Omme

For få bruger muligheden til det formål, som ordningen også er tiltænkt. Med klippekortet kan de ældre nemlig også få hjælp til at deltage i sociale aktiviteter, så de kan komme udenfor hjemmets fire vægge. Det skal forsøge at styrke de ældres livskvalitet.

Derfor var deltagerne i ordningen fredag inviteret til julefrokost på plejecenteret i Sdr. Omme.

- Den klippekortordning som Billund Kommune har, er ikke blevet hundrede procent udnyttet i år. Der er lidt penge i overskud - og derfor gør vi opmærksom på, at det også er til sociale arrangementer, forklarer Inge Marie Jacobsen.

quote

Det er dejligt. For ellers går de jo hurtigt ud af døren igen. Det gør de ikke, når vi drikker kaffe sammen og vi snakker lidt om tilværelsen.

Marie Madsen, pensionist, Grindsted

I sidste ende er de ældre bare glade for, at ordningen gør, at personalet har mere tid med dem

- Det er dejligt. For ellers går de jo hurtigt ud af døren igen. Det gør de ikke, når vi drikker kaffe sammen og vi snakker lidt om tilværelsen, slutter Marie Madsen.

Billund Kommune afholdt fredag yderligere en julefrokost. Den fandt sted på Billund Plejecenter.