Julegaver til kommunalt ansatte i sparetider

Midt i en tid, da alle er pressede på jobbet, og der er fyringer i luften, har julegaven fået nyt liv på flere offentlige virksomheder i Syd- og Sønderjylland.

Julegaven fra chefen signalerer anerkendelse af de ansattes indsats i en tid, da alle skal løbe hurtigere. Det skriver JydskeVestkysten søndag.
- I en tid med øgede krav og meget store pædagogiske udfordringer, synes vi, det er mere vigtigt end nogensinde at værdsætte lærernes indsats med en lille symbolsk erkendtlighed, siger Povl Erik Wolf, leder på Bakkeskolen i Kolding.

I Aabenraa Kommune er ledelsen enig. Direktionen ser gerne, at lederne på institutionerne giver de ansatte julegaver, selv om det er sparetider.
I Tønder Kommune oplyser personalechef Aase Jensen, at der er politisk opbakning til julegaver til de ansatte trods krisen.- Selv i sparetider må vi ikke glemme opbakning og anerkendelse af de ansattes indsats, siger Aase Jensen.