Juleløb på Skamlingsbanken: Hårdt og hyggeligt

Søndag formiddag var der snefald og julestemning, da der blev varmet op til Juleløbet Skamling.

Søndag formiddag var der lidt sne - fra en snemaskine - og ægte julestemning, da der blev varmet op til Juleløbet Skamling på Skamlingsbanken ved Sjølund syd for Kolding.

quote

Vi er glade for, at så mange synes, det er fedt at være med.

Nicolai Nissen, løbsarrangør, Juleløbet Skamling

Det er 7. gang løbet, der er arrangeret af Design- & Idrætsefterskolen Skamling, afvikles. Løbet startede og sluttede søndag i skolens hal, hvor der også var lavet et lille julemarked.

- Det var vores drøm at nå de 500 deltagere, og det er lykkedes i år, men der kan fortsat dukke tilmeldinger op her i løbet af dagen, fortæller Nicolai Nissen, der er medarrangør af løbet, og fortsætter:

- Vi er glade for, at så mange synes, det er fedt at være med. 

Den kunstige sne dalede på Skamlingen, da det årlige juleløb blev skudt i gang.
Den kunstige sne dalede på Skamlingen, da det årlige juleløb blev skudt i gang.
Foto: Christian Kallenbach, TV SYD

Der blev uddelt løbenumre til fem forskellige ruter. Lige fra den børnevenlige på et par kilometer og helt op til et ultraløb for de udvalgte på 65 kilometer. For at kunne deltage i det lange ultraløb, skulle man inden have klaret en optagelsesprøve, og ruten var hemmelig til i går lørdag. I år blev 10 løbere udvalgt til at deltage i det krævende løb.

Julehygge uanset løberute

Men uanset hvilken rute de omkring 500 tilmeldte valgte at løbe, kunne de ikke undgå at blive ramt af julehygge undervejs. Ude på ruterne var der nemlig tændt bål, stillet varm solbærsaft og pebernødder frem. Og efter endt løb var der gløgg og æbleskiver til alle i hallen.

quote

Jeg har altid gerne villet løbe det her løb, da jeg har hørt det er hyggeligt, og at det er en fed rute med masser af mudder og bakker.

Charlotte Christensen, halvmaraton-deltager, Kolding

- Vi har rigtigt mange gengangere, for folk kommer for hyggens skyld. På børneruten har vi lavet det sådan i år, at børnene skal finde nissefars undertøj, fortæller Nicolai Nissen.

Charlotte Christensen var mødt op sammen med sin løbemakker for at løbe en halvmaraton. Det er første gang hun deltager i Skamlingsløbet:

- Jeg har altid gerne villet løbe det her løb, da jeg har hørt det er hyggeligt, og at det er en fed rute med masser af mudder og bakker. Men da det de tidligere år er faldet sammen med en julefrokost dagen inden, er det først lykkedes for mig, at være med i år. Nu glæder jeg mig til at prøve ruten, fortalte Charlotte Christensen lige inden startskuddet til halvmaratonløbet lød.