Julelys forurener dit hjem

Levende julelys forpester indeklimaet med millioner af usynlige, ultrafine partikler. Antallet af partikler kan hurtigt overstige partikelforureningen fra en stærkt trafikeret vej.

Dansk Miljørådgivning A/S, Kolding, har målt mellem 200.000 og 400.000 partikler pr. kubikcentimeter luft  i et hjem med tændte stearinlys. Normal vil der være mellem 8.000 og 12.000 ultrafine partikler.

Partiklerne er så små, at de ikke bliver stoppet af de naturlige filtre i luftvejene, så de bliver indåndet dybt i lungerne.

I modsætning til dieselos, brænderøg, rygning og stegeos er der ikke forsket i, hvor sundhedsskadelige partiklerne er.

Overset forurening

Civilingeniør Lars Mortensen, Dansk Miljørådgivning, siger med Statens Byggeforskningsinstitut som kilde:

- Stearinlys er en meget alvorlig og overset kilde til forurening af vores indeklima og egentlig også en underlig form for forurening. For det er en forureningskilde, som vi selv beslutter at aktivere.

Lars Mortensen peger på, at alle levende lys oser, uanset om de er lavet af stearin, paraffin eller voks. Dog oser fyrfadslys mindre end andre.

- Man bør undgå gelé- eller duftlys og guld-, glitter- og sølvlys, da de udsender flest partikler, oplyser han.

Antallet af partikler fra levende lys falder hurtigt, når man lufter ud.

Danmarks Miljøundersøgelser har en større artikelsamling om partikelforurening