Julemærke-march i sne og slud

Søndag skal rigtig mange mennesker ud at gå julemærke-march til fordel for de mange børn, der hvert år får hjælp på et Julemærkehjem. I Syd- og Sønderjylland er der marcher i en lang række byer og i Kollund deltager Grev Ingolf og Grevinde Sussie, der er protektor for Julemærkemarchen.

På Julemærkehjemmet i Kollund startede marchen kl. 9 og det første stempel fik Grev Ingolf og Grevinde Sussie.

For mange er det blevet en fast tradition. Den første søndag i december skal der gås Julemærkemarch, fem eller ti kilometer. Til fordel for os selv i den søde juletid - men ikke mindst til fordel for de mange børn, der hvert år får hjælp på et Julemærkehjem.

18.000 gik sidste år

Sidste år gik over 18.000 betalende deltagere Julemærkemarch. Det er en stigning på 1.500 deltagere i forhold til året før. Nogle går alene, nogle med hunden, kæresten, konen eller som et helt hold, der har skabt sig en dejlig decembertradition. I år er det 36. gang Julemærkemachen arrangeres, og der er over 60 startsteder landet rundt.

Siden Julemærkemarchens start i 1977 er der gået 13,4 mio. kroner ind til de danske Julemærkehjem. Julemærkemarchen 2011 gav et resultat på ikke mindre end 950.000 kroner til hjælpearbejdet.