Julens store rejsedag

Fredag den 21. december er en af årets mest travle rejsedage. Op mod 35.000 pendlere krydser Storebælt, og DSB m.fl. har indsat ekstra personale for at hjælpe folk på toget.

Medarbejdere fra 14 forskellige jernbanevirksomheder vil på perronerne rundt omkring i landet hjælpe de mange tusinde rejsende, der har valgt at tage toget på juleferie den 21. december.

- Vi ved, at der er ekstra mange, der benytter fredagen før jul til at tage hjem til familien på ferie. Og vi vil gerne være med til at sikre, at de kommer godt af sted. Derfor har vi blandt andet sat ekstra personale af til at hjælpe, siger Susanne Mørch Koch, direktør for DSB Fjern og regionaltrafik.

Der vil være omkring 250 ekstra medarbejdere på omkring 40 stationer rundt omkring i hele landet. Medarbejderne, der er let genkendelige i deres orange veste, vil svare på spørgsmål og hjælpe med at få passagererne og deres bagage ind i det rigtige tog, så togene afgår så rettidigt som muligt.