Denne julestjerne går aldrig af mode

Martensens Boghandel langer Christiansfeldjulestjernen over disken med rekordfart, og kunderne kommer gerne langvejs fra.

Herrnhuterstjernen, Adventsstjernen og Christiansfelderstjernen. Brødremenighedens berømte adventsstjerne har mange navne.

I Christiansfeld hænger stjernen i de fleste butiksfacader, men i Martensens Boghandel er stjernen ikke blot til pynt.

quote

Synet af dem er det tætteste man kommer på at være i himlen.

Lotte Præst Rasmussen, boghandler, Martensens Boghandel

- Vi sælger mange af dem - både i papir og i plastik og i mange forskellige størrelser - og op til jul høster vi for alvor, fortæller Lotte Præst Rasmussen, der står bag Martensens Boghandel i Christiansfeld.

Lotte Præst Rasmussen har et særligt forhold til den unikke julepynt, og hun nyder især synet af dem i bybilledet.

- I gården ved hotellet hænger fem store stjerner på 1 meter og 30 centimeter. Synet af dem er det tætteste man kommer på at være i himlen.

I Martensens Boghandel hænger mange forskellige udgaver af Christiansfeldjulestjernen til pynt.
I Martensens Boghandel hænger mange forskellige udgaver af Christiansfeldjulestjernen til pynt.

Kunder kommer langvejs fra

De populære stjerner har en ganske særlig tilknytning til Christiansfeld, og selvom de kan købes på nettet, oplever Lotte Præst Rasmussen, at folk kommer langvejs fra for at købe stjerner hos hende.

Om julestjernen:

- Adventsstjernen siges at være opfundet i Brødremenighedsbyen Niesky, hvor en matematiklærer i 1773 underviste på byens drengekostskole i geometri. Han lod drengene tegne de pyramideformede spidser i deres hæfter og brugte stjernen til at øge drengenes forståelse for geometrien.

- Flere historier beretter om, at drengene hvert år ved adventstid fremstillede stjerner i karton og hængte dem op i skolenstuen med lys i, til minde om den frelser der julenat blev født under Betlehemsstjernen.

- Stjernen består af 25 spidser: 17 med en firkantet fod (de lange spidser) og otte med en trekantet fod (de korte spidser).

- I går havde vi en kunde, som var kørt fra Aarhus af. Hun ville ned og se stjernerne i virkeligheden, fortæller Lotte Præst Rasmussen.

Hun tror, at mange kan have svært ved at vurdere stjernernes størrelser, når de kigger på dem på nettet.

- Det er utroligt svært at vurdere, hvor meget en stjerne på 13, 40 eller 60 centimeter fylder hjemme i stuen. Her i boghandlen kan de se dem i virkeligheden.

Hører hjemme i Christiansfeld

Lotte Præst Rasmussen håber, at folk vil blive ved med at tage turen til Christiansfeld for at købe stjernen og på den måde få en bid af historien, der omgiver den.

- Vi synes, stjernen er på fuld højde med vores honningkager, og derfor hører den til her. Vi synes ikke, den hører til rundt omkring i landet, hvor folk ikke får historien og oplevelsen med, siger Lotte Præst Rasmussen.