Jurassic World figurer hjalp på stress

Jan Christensen blev i 2013 ramt af stress. Men efter at han kom på skåneafdeling hos Lego, har han fået det godt igen.

I ni måneder var kommunikationsmedarbejder Jan Christensen sygemeldt med stress fra sit job hos Lego, og selvom han forsøgte at komme tilbage, lykkedes det ikke for ham.

Men efter at Jan Christensen i stedet blev tilknyttet Legos skåneafdeling for sygdomsramte medarbejdere i Lego-koncernen, fandt han igen en vej tilbage fra sin sygdomsperiode.

- Det første job, jeg fik i skåneafdelingen, var at samle 160.000 Jurassic World figurer, og det var som en slags meditation for mig, fortæller Jan Christensen til TV SYD.

Lego særlige skåneafdeling kan i dag fejre 25 års jubilæum. Den er et tilbud, der også bliver brugt af de omkringliggende kommuner, der har borgere, der er sygemeldte med fysisk eller psykisk sygdom.

Afdelingen har været så stor en succes, så den nu bliver eksporteret til flere andre Lego-afdelinger i udlandet.

For Jan Christensen har opholdet i skåneafdelingen betydet, at han nu er tilbage i sit gamle job som kommunikationsmedarbejder hos Lego.