Jysk Fynske Medier bytter ugeaviser med Politiken

Jysk Fynske Medier og Politiken har indgået en aftale, hvor de to bladhuse bytter syv ugeaviser. Jysk Fynske Medier overtager syv sydjyske ugeaviser og afgiver syv østjyske ugeaviser.

Det drejer sig om Lokalavisens titler i Kolding, Haderslev, Aabenraa, Sønderborg, Esbjerg, Varde og Odense. Byer, hvor Jysk Fynske Medier i forvejen udgiver ugeaviser.

Samtidig sælger Jysk Fynske Medier syv ugeavis-titler til Politikens Lokalaviser. Det drejer sig om Århus Onsdag, Ebeltoft Folketidende, Uge-Bladet Skanderborg, FavrskovAvisen, GrenaaBladet, Folkebladet Djursland og DjurslandPosten.

quote

Ugeaviserne er vores største og vigtigste annoncemarked, men det er under hårdt pres fra udenlandske konkurrenter som Google og Facebook. Derfor er det nødvendigt, at vi nu styrker os i vores kerneområder.

Jesper Rosener, adm. direktør, Jysk Fynske Medier

- Ugeaviserne er vores største og vigtigste annoncemarked, men det er under hårdt pres fra udenlandske konkurrenter som Google og Facebook. Derfor er det nødvendigt, at vi nu styrker os i vores kerneområder, så vi kan koncentrere os om at bekæmpe de virkelige konkurrenter. Denne handel er en afgørende forudsætning for, at vi fortsat kan leve op til vores publicistiske ambitioner om at spille en vigtig rolle for demokrati og sammenhængskraft i vores lokalområder med både ugeaviser, dagblade, nyhedssites og vores øvrige medier. Ambitioner vores konkurrenter ikke deler, siger Jysk Fynske Mediers administrerende direktør Jesper Rosener i en pressemeddelelse.
Han oplyser, at Jysk Fynske Medier hurtigt vil vurdere situationen i alle de områder, hvor koncernen nu ejer to ugeaviser.
I Esbjerg ejer Jysk Fynske Medier 50 procent af Ugeavisen Esbjerg, mens en lokal fond ejer den anden halvdel. Her lægges Jysk Fynske Mediers aktiviteter ind i den fællesejede Ugeavisen Esbjerg.

Jysk Fynske Medier har desuden stiftet et selskab, der med Politikens Lokalaviser som minoritetsaktionær med 20 procents ejerskab skal drive ugeaviser med udgangspunkt i syv byer, nemlig Odder, Fredericia, Vejle, Horsens, Hedensted, Juelsminde og Børkop.
Jysk Fynske Medier fortsætter alle dagbladsaktiviteter, herunder også Århus Stiftstidende.