Jytte og Preben kan ikke forestille sig et liv uden hinanden

Rekordmange par kan i 2018 fejre, at de har været gift i 50 år. Det gælder også Jytte og Preben Rechnagel fra Rødding, der har været sammen, siden de var 16 år.

Allerede som børn i villakvarteret i Esbjerg havde Jytte og Preben et godt øje til hinanden, men det var først på en skoletur til Norge i 3. real, at de holdt i hånd for første gang.

Men siden dengang for mange år siden har de to altid været et par, og den 11. maj fejrede de sammen deres guldbryllup.

Dermed er Jytte og Preben Rechnagel et af godt 14.500 ægtepar, som i 2018, ifølge Danmarks Statistik, får mulighed for at fejre, at de har holdt sammen i 50 år.

quote

Det er jo kærlighed.

Preben Rechnagel, Rødding

- Det er jo kærlighed, lyder det fra Preben Rechnagel, der fortæller, at ægteparret altid har været gode til at hjælpe hinanden og give plads.

De blev gift i Esbjerg 11. maj 1968.
De blev gift i Esbjerg 11. maj 1968.
Foto: Thomas Sejstrup Hoffmann-Møller, TV SYD

Hvert tredje par holder stadig sammen

Selvom mange danskere i dag lever sammen på andre måder end i et traditionelt ægteskab, viser statistikken, at mere end hvert tredje af de par, der blev gift i 1968, stadig holder sammen.

quote

Vi er jo blevet ved med at elske hinanden, der har aldrig været de store kriser.

Jytte Rechnagel, Rødding

Jytte og Preben Rechnagel kan i dag slet ikke forestille sig et liv uden hinanden. Selvom deres guldbryllup bliver den sidste store fest, har de tænkt sig at fortsætte med at være gift i mange flere år.

- Vi er jo blevet ved med at elske hinanden, der har aldrig været de store kriser, siger Jytte Rechnagel til TV SYD.

Se her hvor mange ægtepar som, ifølge Danmarks Statistik, har mulighed for at fejre et særligt jubilæum i 2018. 

Kobberbryllup12,5 år23.843
Sølvbryllup25 år17.007
Rubinbryllup40 år12.525
Guldbryllup50 år14.500
Diamantbryllup60 år3.730
Krondiamantbryllup65 år989
Jernbryllup70 år117
Atombryllup75 år6
Kilde: Danmarks Statistik
Jytte og Preben har været gift siden 11. maj 1968 og håber ægteskabet fortsætter i mange år.