Kæledyr på messe

Edderkopper, kvælerslanger, hunde og katte. Hundredevis af dyr var søndag på messe i Fredericia.

Kæledyrs-messen i Fredericia Messecenter var mest tænkt som inspiration til folk, der er på nippet til at anskaffe sig et kæledyr. Men ikke har lagt sig fast på, hvorvidt det nye familiemedlem skal være den traditionelle kanin eller den eksotiske phyton-slange.

Begge slags dyr var med på messen - dog behørigt adskilt.

Baggrunden for messen er også den kendsgerning, at det kan få uoverskuelige konsekvenser for en familie, hvis den anskaffer sig et kæledyr uden at have gjort sig de nødvendige overvejelser på forhånd.