Kæmpe børnekor synger på livet løs

612 skoleelever mødes i dag for at holde korkoncert i Agoraen i Aabenraa for deres forældre og søskende.

De har øvet sig på sangene meget længe. Og i dag oprinder så dagen, hvor 612 skoleelever fra Sønderborg, Tønder og Aabenraa skal optræde for deres familier med korsang i Agoraen i Aabenraa.

Projektet startede allerede tilbage i september 2015, hvor lærerne på de forskellige skoler var på kursus for at lære de sange, som eleverne i dag skal optræde med. Siden da har skolerne hver især øvet på livet løs. Så det er altså første gang, at alle de 612 skoleelever mødes og skal samle alt det, de har lært, til en stor korkoncert.

- Alle har store forventninger til dagen. Det bliver sjovt for børnene at synge i så stort et kor med så mange, de ikke kender. Stemningen er rigtig god. Der er glade børn og glade lærere, siger Birgitte Boelt fra UC Syd, som er en af arrangørerne bag koncerten, til TV SYD.

I dagens anledning får eleverne hjælp af dirigent Jacob Høgsbro, som blandt andet har dirigeret Den Kongelige Livgardes Musikkorps, DR Pigekoret og flere store symfoniorkestre. Koncerten spilles klokken 15:00.