Kæmpe lager af stjålet værktøj fundet i skov

En flok jægere opdagede i søndags et lager af især rigtig dyrt elektrisk værktøj i Harte Skov ved Kolding.

Godt gemt fra vejen var lageret indrettet, og foreløbig har ikke mindre end 61 stykker værktøj set dagens lys, efter at politiet fik det pakket ud af sorte bæreposer.

Noget af værktøjet koster i størrelsesordenen af 20.000-30.000 kroner, men en samlet opgørelse over tyvekosterne, har politiet endnu ikke. Det skriver JydskeVestkysten.

Det var nogle jægere, der i søndags var på jagt i skoven, der pludselig afslørede oplagspladsen.

Det var tæt ved Landbrugsmuseet på Brødsgårdsvej.

Værktøjet lå godt gemt, så det var svært at finde.

Tilbage til ejermændene

? Noget af værktøjet har ligget længere tid end andet. Det kan vi se, da enkelte effekter var begyndt at ruste, mens andet er kommet til lageret indenfor en kortere periode, siger kriminalassistent Flemming Jepsen fra Kolding Politi og fortsætter:

- Dele af værktøjet er mærket, så vi kan finde frem til de bestjålne, men der er sandelig også meget, som vi reelt ikke aner, hvorfra stammer,
To gerningssteder har politiet fundet frem til. Det skyldes at værktøjet var mærket fra de pågældende firmaer.

Det er Billund Varme- og Sanitet samt tømrerfirmaet Søren Bæk i Vejle.

Tyvekosterne er opladere, batterier, sømpistoler, kostbare og store save, boremaskiner, båndpudsere, rundsave, vinkelslibere, skruemaskiner, fræsere og el-høvle.