Kæmpe lager med livsfarligt fyrværkeri fundet ved Rødding

Syd og Sønderjyllands Politi har fredag aften fundet store mængder kanonslag og krysantemumbomber. En person er anholdt i sagen.

Omkring 500 kasser fuld af kanonslag og krysantemumbomber er ifølge Syd og Sønderjyllands Politi fredag blevet fundet i en 600 m2 stor lagerhal ved Rødding.

-Der er tale om ulovligt fyrværkeri i meget store mængder, oplyser vagtchef Erik Lindholdt fredag aften til TV SYD.

Bomberydderne er netop ankommet til stedet og området omkring Bommerlundvej og Haderslevvej er blevet afspærret, oplyser politiet.

En person der ikke befandt sig på adressen, er blevet anholdt i sagen, oplyser politiet.