Kæmpefan har set Shu·bi·dua-musicalen 14 gange

53-årige Lise Pedersen er mega-fan af Fredericia Teaters succesforestilling Shu·bi·dua-musicalen.

Nogle ser en film flere gange, mens andre lytter til samme album igen og igen. Og hvis man er musicalfan, så må man tage i teatret flere gange. Det har 53-årige Lise Pedersen så gjort.

Indtil videre har Lise Pedersen set Fredericia Teaters succesforestilling Shu·bi·dua – The Musical hele 14 gange, og inden skuespillerne bukker en sidste gang efter endt forestilling den 28. maj, så når Lise Pedersen at se musicalen om bandet hele 17 gange.

- Nogen spørger, om det er fordi, jeg er gak i låget. Jeg vil hellere sige glad i låget, for det er, hvad man er, når man har set den her forestilling, siger Lise Pedersen.

Her er en snas af Shu·bi·dua-musicalen, så du kan få en fornemmelse af, hvad Lise Pedersen har forelsket sig i.

Lise Pedersen har sæsonkort til Fredericia Teater, og selvom det har en indflydelse på de mange besøg, så er det alligevel lidt overraskende, for Lise Pedersen har aldrig været den store fan af Shu·bi·dua. Det er musicalen, der har fanget hende. Hun har derfor både set den på Fredericia Teater, Østre Gasværk i København og Musikhuset i Aarhus.

Musicalen om Shu·bi·duas mange hits er den hurtigst sælgende teaterforestilling i Fredericia Teaters historie. Allerede tilbage i november 2015 rundede salget 100.000 billetter – godt hjulpet på vej af Lise Pedersen.

Shubidua - The Musical er den hurtigst sælgende teaterforestilling i Fredericia Teaters historie.
Shubidua - The Musical er den hurtigst sælgende teaterforestilling i Fredericia Teaters historie.
Foto: Søren Malmose