Kæmpefest i Fredericia

12.000 Føtex-medarbejdere er inviteret til fest i aften i Fredericia. Anledningen er kædens 50-års fødselsdag.

Verdens største firmafest har fundet sted i Californien.
Men verdens næststørste fest finder sted i aften i Fredericia.

- Vi har konsulteret Guinness rekordbog, og de bekræfter, at der aldrig er holdt en større fest af sin slags i Europa før. Tættest på kommer en fest med 11.000 deltagere i London, siger indehaver af fest- og eventbureauet PB Action, Peter Bindner, til Fredericia Dagblad.

Festen holdes  i én stor hal i messecentret.

252 busser lejet i både Danmark, Sverige og Tyskland. De henter aftenens gæster og kører dem i seng igen.

Blandt andre Infernal skal underholde Føtex-medarbejderne.

Der er brugt 2,5 tons isterninger til at køle drikkevarerne ned. De 12.000 gæster skal sidde ved 2000 borde dækket med fem kilometer dug.