Et havørnepar i Vrøgum Klitplantage ved Oksbøl har ret sensationelt har fået en unge.
- Det er et prægtigt syn og fantastisk, at vi nu kan opleve ynglende havørne så langt mod vest, siger skovrider Ulrik Lorenzen, Naturstyrelsen.
Ørnene i Vrøgum Klitplantage regnes for Danmarks vestligste ynglepar og ynglesuccesen tilskrives blandt andet det store naturgenopretningsprojekt ved den nærliggende Filsø.
Her blev der i 2012 genskabt et søareal på over 900 ha, omgivet af enge, moser, vandhuller og klithede.
- Ørneparret henter en vigtig del af deres føde ved det netop genskabte Filsø, siger Dansk Ornitologisk Forenings lokale ørnekoordinator Jens Rye Larsen.