Kæmpeøvelse giver gener på ny Lillebæltsbro i aften og nat

Hvis du skal over Den Nye Lillebæltsbro i aften, skal du forberede dig på problemer. Der bliver afholdt en kæmpe-beredskabsøvelse.

Sydøstjyllands Politi, Trekantbrand og Region Syddanmark gennemfører i aften og i nat en beredskabsøvelse på den trafikerede bro. Øvelsen varer fra kl. 20 til kl. 6 næste morgen.

Formålet er at træne et større uheldsscenarie på broen. Øvelsen involverer brand, redning og sygehusene i området.

- Disse øvelser har stor betydning for at sikre, at vores beredskab er skarpt og effektivt, når det virkelig gælder. Derfor bliver vi nødt til at afvikle dem lejlighedsmæssigt. Især giver det god træning at afvikle øvelser ude på en bro som Den Nye Lillebæltsbro, fordi netop det faktum, at øvelsen foregår ude på broen, stiller beredskabet, politifolkene og de øvrige deltagere over for særlige udfordringer, som de skal løse, siger politiinspektør Morten Anker Jensen fra Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Vejdirektoratet er også inddraget i planlægningen. En øvelse af det omfang kan ikke undgå at give trafikale problemer.

Den nye Lillebæltsbro er en af landets mest trafikerede strækninger. Den passeres hvert døgn af 68.400 køretøjer i gennemsnit. 

Arkivfoto fra virkelig situation, hvor begge sider af Lillebæltsbroen er afspærret. 
Arkivfoto fra virkelig situation, hvor begge sider af Lillebæltsbroen er afspærret.