Kæmper mod elektrochok

Pensioneret speciallæge i almen medicin Herluf Dalhof, Kolding, fortsætter sin kamp mod elektrochok, der stadig i stort omfang bruges i behandlingen af psykiske sygdomme.

Tirsdag fik han foretræde for Folketingets sundhedsudvalg, hvor han henviste til over 100 videnskabelige artikler, som dokumenterer, at elektrochok ødelægger hjernen.

Det er i år 75 år siden, at italieneren Ugo Cerletti fandt på at sende strøm gennem den menneskelige hjerne for at prøve at "kurere" psykiske sygdomme.

- Lige så længe har det været klart, at denne procedure er en rent destruktiv, hjerneødelæggende procedure. De første år var psykiaterne bemærkelsesværdigt ærlige, og talte åbent herom. Men efter antipsykiatri-bølgen i 1970'erne har de fanatisk fortiet og benægtet dette faktum, siger Herluf Dalhof.

Han henviser til videnskabelige beskrivelser af sygelige hjerneforandringer hos både dyr og mennesker, som er døde elektrochok. Dødeligheden er på tre til fire af 1.000 patienter. Mange patienter bliver også invalideret på grund af nedsat hukommelse.

Herluf Dalhof medvirkede i DR-dokumentaren "Et stød i hjernen" fra sidste år, hvor tre personer fortalte om deres alvorlige hukommelseskader.

Han mener, at elektrochok skal forbydes.

Se DR-dokumentaren her.