Kæmperegning for Carl Holst-undersøgelse på vej

Advokatrapport kommer til at koste skatteyderne 1,3 millioner kroner.

Det har været langt dyrere end først antaget at undersøge sagerne i kølvandet på tidligere regionsrådsformand Carl Holst, fortæller TV SYD. Region Syddanmark har nu modtaget sidste del af regningen fra advokatfirmaet Kromann Reumert, der har undersøgt kritikken mod Carl Holst. Advokatrapporten kommer i alt til at koster skatteyderne godt 1,3 millioner kroner.

Advokatfirmaet blev i oktober hyret af regionen til at gennemføre en undersøgelse af baggrunden for, at Carl Holsts navn blev fjernet på en faktura vedrørende taleskrivning fra en ekstern leverandør. 

Det skete i kølvandet på det kom frem at Christian Ingemann Nielsen, som ansat i Region Syddanmark, havde brugt arbejdstid på at hjælpe Carl Holst med at føre privat valgkamp op til folketingsvalget. En sag, som regionen nu har politianmeldt. 

Advokatrapporten konkluderer dog ikke, at Carl Holst er ansvarlig for ændringen i fakturaer. 

Første del af regningen indtil den 1. november 2015 lød på lidt over 610.000 kroner, men anden del var endnu større. For perioden 1. november til 31. december 2015 bliver regionen faktureret for 700.000. Dermed lyder den endelige regning på lidt over 1,3 millioner kroner. Det bekræfter regionsrådsformand i Region Syddanmark Stephanie Lose overfor TV SYD.

Carl Holst har ikke udtalt sig i sagen, men hans advokat Karoly Néhmet ryster på hovedet over den store regning.

-Det er utilgiveligt og grotesk, at det nu kommer til at koste skatteyderne så mange penge, at undersøge om der skulle være blevet rettet i en enkelt faktura i Carl Holst-sagen ,siger advokat  Karoly Németh til TV SYD.