TV der bevæger dig

Kæmpestor jerndims skal fragtes til Aabenraa Havn

Virksomheden i Hjordkær har produceret flere Crown Mounted Compensator'er - sådan hedder dimsen i fagsproget. Foto: Valmont SM

En 230 ton tung jernkonstruktion skal søndag fragtes fra Hjordkær til Aabenraa Havn - undervejs bliver det nødvendigt at spærre motorvejen.

Den er seks meter lang - seks meter bred og 18 meter høj. Og så vejer den 230 ton.

Den er lavet på Valmont SM i Hjordkær og skal monteres på toppen af et olie- og gasboreskib i Norge. Men først skal den tage turen fra Hjordkær til Aabenraa Havn.

Turen begynder tidligt søndag morgen - og den specielle transport betyder, at den sønderjyske motorvej vil være lukket i begge retninger i en periode fra kl. 5.30 søndag.

Herefter går turen ad Logumklostervej ned til Aabenraa Havn. 

Seks meter bred og 18 meter høj - det er noget af en kleppert som søndag morgen skal på rejse. Foto: Niels Rahr

Transporten kræver en dobbelt blokvogn - og på et tidspunkt skal der to lastbiler til at trække.

Projektleder Peter Schmidt fra Valmont SM tør ikke spå om turens varighed. Det vil i høj grad afhænge af, hvordan turen på motorvejen forløber. Her skal autoværnet mellem de nord- og sydgående spor fjernes, fordi transporten skal krydse hele fra det sydlige spor til det nordlige og herefter bakke hen til nærmeste afkørsel for at kunne komme op af rampen.  

Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu
Ny og forbedret app - hent den nu