Kænguruen er løs

I Blåvand Zoo besluttede en kænguru sig i nat for at tage på springtur. En tysk turist så kænguruen i nat, men siden er den ikke blevet set.

En optælling af kænguruerne hos Blåvand Zoo bekræftede en tysk turists anmeldelse til politiet i nat. Han havde set en kænguru hoppe rundt i sit sommerhusområde.

Og her til morgen bekræftede optællingen det, han havde set. Hos Blåvand Zoo tager de dog situationen med ophøjet ro:

- Vi venter sådan set bare på, at kænguruen enten kommer tilbage, eller at nogen fanger den i en garage eller lignende. Det er nyttesløst at tage ud for at fange den i åbent terræn. En kænguru kan hoppe med 50 km/t, så man har ikke en chance. Det bedste er at vente og se tiden an, fortæller Hans Hestbech fra Blåvand Zoo.

Han forsikrer, at kænguruen ikke tager skade af at være ude i det kolde vejr.

- De går ude i en stor indhegning til dagligt, så den er vant til det kolde vejr. Desuden er der masser af skov og sommerhusområder, hvor den kan gemme sig og få varmen, hvis det bliver nødvendigt, forsikrer Hans Hestbech.
Hvis du har set kænguruen kan du ringe til politiet på 1-1-4.