Kærestepar i grundlovsforhør

Moren til en dreng på 15 måneder, som døde mandag, fremstilles kl. 10 i grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg sammen med sin kæreste.

På baggrund i politiets efterforskning og rapporten fra obduktionen af drengen fremstilles den biologiske mor og hendes kæreste i grundlovsforhør.

Politiet ønsker ikke på nuværende tidspunkt at give flere oplysninger. Anklagemyndigheden vil begære dørene lukket ved grundlovsforhøret.

Ikke naturlig død

Spædbarnet blev mandag aften obdukseret i Odense i et forsøg på at finde dødsårsagen.

Det var kvinden selv, der mandag morgen tilkaldte hjælp, da drengen var livløs i hjemmet i Øster Højst ved Løgumkloster.

Da politiet nåede frem, fik man mistanke om, at der måske ikke var tale om et naturligt dødsfald.

- Vi fik hurtigt en fornemmelse af, at der var noget galt, fortalte Hans Roost mandag aften.