Kaffe med Kurt - også på Folkemødet

TV SYD mødte Kurt Leth til en snak om Folkemødet.

Man møder mange mennesker til Folkemødet på Bornholm.

Og det er et sted, hvor mange kendte skuespillere, sangere, debattører og politikere flokkes. 

TV SYD mødte én af de helt store fra kendissernes A-liste - et kendt ansigt fra TV SYDs eget sendeområde. Nogle har måske tænkt: Hvad laver den mand nu? Svaret er: Han er på Folkemødet. 

For det var ingen ringere end Kurt Leth, der pludselig stod og overværede en debat. Den velkendte 'Kaffe med Kurt'-vært blev selvfølgelig budt på en kop kaffe og et interview om, hvad han laver på Folkemødet. En slags 'Kaffe med Kaffe-med-Kurt-Kurt'. 

Kurt, hvad laver du helt herovre på Bornholm?

- Jeg havde bare lige lyst til det. Jeg interesserer mig for politik og for mennesker – og det hele er jo herligt. Nu er jeg jo stadig på arbejdsmarkedet og er herovre som en slags lobbyist for at skaffe kunder i butikken.

Hvad tager Kurt ind og hører herover?

- Jeg har været inde og høre noget om godt naboskab – lidt om hvordan man får et godt forhold til sin nabo, fordi der er jo mange naboer, der faktisk er ensomme, ikke. Det var sgu meget spændende. Vi har jo alle naboer.

- Jamen, hvad så med politik? Du kan da ikke tage på Folkemødet uden at få et skud politik?

- Jeg har da også været inde og høre lidt på Kristian Thulesen Dahl, fordi han er Fremskridtsmand – eller sludder og vrøvl – han er jo Dansk Folkeparti. Og det må jeg give ham. Han er sgu dygtig og en fighter ovenpå det kæmpe nederlag, som de jo fik til valget. Men han er ikke min mand på den måde.

Hvad er det bedste ved Folkemødet?

- Man møder en masse mennesker – fantastiske mennesker. Man møder nogle, som man kan lave forretning med, men pludselig står der også nogle mennesker, som jeg har lavet udsendelser til tv med. ’Jamen, for søren Kurt, er det dig?’ – ’Nå ja, hej, ja, det er mig’. Det er sgu sjovt.

Hvad er det værste ved Folkemødet?

- Der er sgu ikke noget, der er værst, du. Så skulle det lige være, når man skal med en rutebil hjem til Dueodde, hvor jeg bor på øen. Det er sgu lidt træls, ikke. Sådan kl. 22 om aftenen, ikke? Når man lige har fået et par bajere og bare gerne vil hjem.

Er det mange bajere?

- Nej, det var bare lige i aftes, da fik jeg lige sådan et par stykker. Men ellers bruger jeg sgu ikke dagen på sådan noget - sådan rende rundt og smugdrikke. Det gider jeg sgu ikke.

Hvad med konen? Har du bare efterladt hende derhjemme?

- Næste gang tager jeg konen med, men hun er ramt af arbejde og skal møde på bestemte tidspunkter. Der jeg nu lidt mere fleksibel.

Kan du anbefale Folkemødet til andre syd- og sønderjyder?

- Jamen, det er sgu bare skæppeskønt og hyggeligt. Man møder så mange mennesker, og det er altid interessant. Nu har jeg for eksempel lige mødt min gamle tenniskammerat, der nu er borgmester i Holstebro. Det havde jeg nok ikke gjort derhjemme, så det er sgu da meget sjovt, ikke.