Kaffebordet har siden midten af 1800-tallet været en fast del af den sønderjyske kultur, og snart kan der føjes endnu en kagevariant til bordet.
To sønderjyder er lige nu i gang med at sætte et sønderjysk præg på den klassiske Gateau Marcel-kage, og det skal gøres med lokale råvarer.
Det handler om at bruge lokale for at understøtte væksthjulet, der er vigtigt i alle regioner, men specielt i Sønderjylland.
- For det første, så tænker jeg på lokalpatriotismen, som vi har her i Sønderjylland, men også alle de lokale råvarer vi har, og dem skal vi blive ved med at tale om, siger madskribent Rikke Jønson Buthler til TV SYD, der har slået sig sammen med chokolade-ekspert Kent Madsen fra Aabenraa.
I Syd- og Sønderjylland findes der, ifølge Landbrug og Fødevarer, 456 producenter, der sælger lokale fødevarer og råvarer både til slutforbrugere og til fødevareproducenter, og der er kommet flere til i de seneste år.
- Samtidig er der sket en professionalisering hos producenterne. Blandt andet fordi forbrugerne stiller højere krav til produkterne, siger chefkonsulent ved Landbrug og Fødevarers videnscenter, SEGES, Gustaf Bock til TV SYD.
Ifølge Landbrug og Fødevarer er det især produkter som honning, marmelade, øl, mel og æg, der produceres lokalt sammen med frugt og grøntsager.
Og forbrugerne i Sydjylland er også flittige til at købe lokale fødevarer. Ifølge Forbrugerrådet Tænk køber syv ud af 10 kunder lokale fødevarer, hvis det er muligt. Det er over landsgennemsnittet.
For de to sønderjyder giver det derfor god mening at promovere og sælge sønderjyske produkter igennem genfortolkningen af den klassiske Gateau Marcel-kage.
- Det handler om at få synliggjort de lokale råvarer endnu mere og få sat fokus på de producenter, der måske ikke er så kendte. Der er mange, der kender Naturmælk, men det handler om at bruge det lokale for at understøtte væksthjulet, der er vigtigt i alle regioner, men specielt i Sønderjylland, siger Rikke Buthler.
Holdet bag kagen har også fået hjælp fra Michel Michaud, der tilbage i 1985 fik idéen til at lave en chokoladekage uden mel. Kokken med flere Michelin-stjerner på sit cv kan også godt se idéen i at bruge lokale råvarer.
- Hvis du har dine egne høns udenfor, bliver kagen noget helt andet. Den bliver mere fast og flot, så hellere bruge hønseæg direkte hjemmefra, siger han til TV SYD.
Den nye fortolkning af Gateau Marcel-kagen skulle efter planen lande i butikker til påske.