Kakkelovn og gulvtæppe inspirerer til strik

Deltagerne kan glemme alt om at kopiere en strikkeopskrift, da de bliver bedt om at gå på opdagelse på Gram Slot for at få ideer til en pulsvarmer.

Dommerne gør det svært for de fem dygtige og modige strikkere, der alle kæmper for at få en plads i semifinalen Den Store Strikkedyst.

I dagens to opgaver handler det nemlig ikke bare om at få pindene på gled men om at have øjnene med sig og både bruge og lade sig inspirere af omgivelserne.

- Vi  vil gerne vise, at strik ikke nødvendigvis handler om at kopiere en opskrift så præcist som muligt , men også er en måde at udtrykke sine følelser eller sine politiske holdninger på. Det handler om at kigge sig omkring, forklarer den ene af dommerne, Vithard Villumsen.

Så i første omgang tager deltagerne de smukke, gamle sale på Gram Slot i nærmere øjesyn for at finde snoninger på møbler, tæpper, udsmykning, porcelæn og kaminer, som kan inspirere til pulsvarmere med snoninger.

- Der er ideer til mønstre alle vegne. Kig op, kig ned - kig til højre og kig til venstre.  Brug naturen, se farverne og kast jer ud i det, lyder opfordringen fra strikkedystens anden dommer, Christel Seyfarth, der selv bruger naturen på Fanø som sin uudtømmelige kilde til inspiration.

Næste opgave rammer alle lige i hjertet, for nu skal deltagerne se ud i verden og lade sig inspirere af, hvad der sker derude og strikke en genstand med et godgørende formål. De skal strikke til en sag, de brænder for...