Søren Espersen vil have kæmpe vindmøller aflyst og kalder minister i samråd

Folketingspolitikeren mener, at projekt med vindmøller ved Vadehavet er "et overgreb".

Kultur- og kirkeordfører Søren Espersen fra Danmarksdemokraterne håber, at han kan stoppe planerne om et testcenter for 450 meter høje vindmøller ved Vadehavet. 

Derfor vil han kalde kirkeminister, minister for landdistrikter og minister for nordisk samarbejde Louise Schack Elholm i samråd. 

quote

Det er et overgreb på et unikt sted

Søren Espersen, medlem af Folketinget

- Det er et overgreb på et unikt sted, som er på UNESCOs verdensarvsliste. Et testcenter ødelægger udsigten. Jeg håber, at det bliver aflyst, siger han. 

TV SYD har gennem længere tid fortalt om et screeningsprojekt fra 2022, som regeringen, Venstre, Dansk Folkeparti, Socialistisk Folkeparti, Radikale Venstre, Det Konservative Folkeparti og Liberal Alliance indgik politisk aftale om.

Projektet har til opgave at finde et passende sted til et testcenter for vindmøller op til 450 meters højde. Områderne omfatter kommunerne Brønderslev, Jammerbugt, Esbjerg og Tønder.

Tre af disse steder ligger ved Vadehavet. Det er disse steder, som Søren Espersen vil have fjernet som mulighed. 

Herunder kan du se de tre områder markeret med rødt:

Det handler om udsigt

Det er udsigten til de enorme vindmøller, der er faldet Søren Espersen for brystet. Han fremhæver netop denne, som en af de væsentligste årsager til at projektet ved Vadehavet skal aflyses. 

- Udsigten er altafgørende. Men der er også et dyreliv, og så kan man ikke tillade sig at ødelægge noget, som er så unikt. Jeg forstår ikke, at hvad man skal teste igen, når man har lavet hundredevis af vindmøller, siger han. 

Kæmpevindmøllerne vil rage meget op i det flade Marsklandskab.
Kæmpevindmøllerne vil rage højt op i det flade marsklandskab.
Grafik: Lasse Lund Hansen, TV SYD

Men er det ikke vigtigt, at Danmark holder fast i en udvikling for grøn energi?

- Jeg kan godt acceptere, at der kommer en testvindmølle op. Men ikke der! Det er et overgreb, selvom man kalder det testvindmøller. Den kommer sikkert aldrig ned igen, siger Søren Espersen. 

Hvor synes du, at man så skal teste vindmøller?

- Langt ude til søs. Jeg tror ikke, at nogen vil have vindmøller i nærheden af, hvor de bor. Vi siger, at det skal foregå ude på vandet. Der er ingenting at rafle om, siger Søren Espersen.

Han forventer, at han kalder minister Louise Schack Elholm i samråd fredag eller næste uge.