Tobias spiller med i idrætsforening for socialt udsatte: - Kammeraterne her betyder alt

Regeringen afsætter 35 milllioner kroner til nye idrætsaktiviteter. Den vil have flere socialt udsatte ind i idrætsforeningerne. Det har Recovery Bulls i Esbjerg succes med.

- Heeeejjj.

Tobias Christensen kommer ind ad døren, og så bliver der uddelt krammere til alle i det lille klubrum. 

- Det tror jeg ikke, at man gør i en almindelig fodboldklub. Sådan at få en krammer af alle dem, der er mødt op. Det er skønt at få en varm velkomst, når man kommer, siger han. 

Vi er i EFI-hallerne i Esbjerg. 20 er mødt op for at spille indendørs fodbold. Det er en broget skare. Med et broget liv. De er det, der kaldes "socialt udsatte".

Spiller for livet 

Altså personer, der kæmper for at finde en plads i livet. De kæmper måske med sociale problemer, kriminalitet, psykisk sygdomme, misbrug, hjemløshed, fattigdom. Til tider en kombination af nogle af disse udfordringer. 

quote

Hvis det ikke var for Recovery Bulls, så spillede jeg ikke fodbold.

Tobias Christensen, Esbjerg

- Det er mennesker, der gennem idrætten her giver livet en ny chance. Her er der ingen, der sidder udenfor. Alle kan være med, siger stifteren af Recovery Bulls, Even Ramsland. 

Afslører stort behov

Nu kommer beskæftigelsesministeriet med fire nye idrætsinitiativer og 35 milllioner kroner fra Satspuljen til at hjælpe initiativerne på vej.

Om ønske nummer et står der: "Socialt udsatte er den gruppe, der har den laveste idrætsdeltagelse i Danmark. Derfor vil regeringen støtte en indsats for inklusion af socialt udsatte målgrupper i idrætsfælleskaber."  

- Regeringens initiativ giver fin mening. Det har vi arbejdet med i snart fire år. Og jeg synes godt, jeg tør sige: Med succes. Vi har 180 medlemmer. Vi har fordoblet antallet af fremmødte fra 2.400 sidste år til 4.000 allerede nu i år. Det viser, at der er et stort behov for det, vi gør her, siger Even Ramsland. 

Eneste regel: Du må ikke være påvirket, når du spiller.
Eneste regel: Du må ikke være påvirket, når du spiller.
Foto: Finn Grahndin

Føler sig udenfor

Regeringen har med initiativet lyttet til de to idrætsorganisationer DIF og DGI, der ønsker at halvdelen af os danskere fra 2025 skal være medlem af en idrætsforening, og tre ud af fire af os skal være idrætsaktive. 

Men ikke alle føler, at de kan være med i en almindelig forening.  

- Hvis det ikke var for Recocery Bulls, så spillede jeg ikke fodbold. Jeg har prøvet at spille i en almindelig fodboldklub, men sammenholdet er ikke nær så godt som her, siger Tobias Christensen.

quote

Jeg har fået et helt andet overblik over min hverdag og et helt andet syn på livet.

Patrick Kofoed, Esbjerg 

Hånd i hånd 

Inden træningen går i gang, markeres fællesskabet ved, at alle 20 stiller sig i en stor rundkreds og tager hinanden i hånden. Uden et ord siger de på den måde: "Vi er sammen om det her".

- Det er som at være i en familie. Når man som jeg ofte har følt, at man ikke var velkommen, så er det skønt at føle sig velkommen. Som man gør det her, siger Patrick Knudsen.  

Patrick Knudsen: - Det er som at være i en familie.
Patrick Knudsen: - Det er som at være i en familie.
Foto: Finn Grahndin

Nyt liv

Hans navnebror Patrick med efternavnet Kofoed har ADHD. Han fortæller, at han har haft mange nedture i sit liv. "Ind og ud af skoler", som han siger det. Men Recovery Bulls har gjort en forskel.  

- Jeg har fået et helt andet overblik over min hverdag og et helt andet syn på livet, siger han. 

Patrick Kofoed har før været gennem en række nedture i livet.
Patrick Kofoed har før været gennem en række nedture i livet.
Foto: Finn Grahndin

Rødt kort!

Eneste regel er: De må ikke være påvirkede, når de spiller fodbold.

Men det passer ikke helt. For der er også en anden - uskreven - regel om, at man opfører sig ordentligt over for hinanden. Også på banen. Her griner man meget. Ikke af hinanden. Men med hinanden.

- Rødt kort, råber en af spillerne og griner, for han mistede såmænd bare bolden til en spiller fra det andet hold. 

Kun for kvinder

Der er en god stemning, og nej der bliver ikke tacklet voldsomt igennem, selv om man selvfølgelig spiller for at vinde.    

Recovery Bulls tilbyder en lang række andre aktiviteter: Svømning, dart, badminton, spinning, fodbold forbeholdt grønlændere og pool. Og nu prøver Even Ramsland at starte et hold kun for kvinder.

- Det vil jeg være glad for. Jeg er den eneste. Der har været et par andre, men jeg tror ikke, de kommer mere, siger Rosina Jonassen, der kom til Esbjerg fra Grønland for bare et halvt år siden.

quote

Vores arbejde viser, at der er et stort behov for det, vi gør her.

Even Ramsland, stifter af Recovery Bulls

Foreningen bliver støttet af kommunen, men lever i langt højere grad af anden støtte.

Således gav Trygfonden i sommer 400.000 kroner til arbejdet. I alt har Recovery Bulls fået knap en million kroner i støtte i år. Even Ramsland er eneste ansat.   

Recovery Bulls formål er at tilbyde et idrætsfællesskab for de, der reelt ikke har adgang til de almindelige klubber.
Recovery Bulls formål er at tilbyde et idrætsfællesskab for de, der reelt ikke har adgang til de almindelige klubber.
Foto: Finn Grahndin