Kamp om nye betjente

Politiskolen fik blot 50 ansøgere fra Syd- og Sønderjylland i 2011. Nu har Syd- Sønderjyllands Politi indledt en hvervekampagne, der skal tiltrække flere lokale elever til politiskolen.

Adgangskravene til politiskolen blev ændret i 2010, så ansøgerne derfra skulle have en gymnasial uddannelse. Det fik antallet af ansøgere til at boome i 2009, men siden har antallet af lokale ansøgere ligget omkring de 50 pr. år.

Antallet af ansøgere fra Syd- og Sønderjylland har stor betydning for politikredsen, da erfaringen viser, at omkring 80 pct. af de lokale ansøgere søger tilbage til området efter deres uddannelse.

Samtidig står politiet overfor en massiv afgang af politibetjente inden for de næste 10 år.

Syd- og Sønderjyllands Politi holder i disse dage orienteringsmøder om uddannelsen på politigårdene i henholdsvis Esbjerg, Sønderborg og Haderslev.

Grunduddannelsen varer cirka tre år med praktikophold i den kreds, hvor man er blevet optaget som betjent på prøve.

Politiskolen ligger i Brøndby og har omkring 500 studerende fra hele landet.