Kampen om historien - og dammen

Tomme huse vidner om udvikling af et stort kultur-projekt i Jelling. Men borgerne føler, at det hele foregår hen over hovedet på dem. Derfor er hele tre underskriftsindsamlinger igang i den gamle kongeby.

Den sidste kop kaffe er drukket inde på Cafe Conrad. Huset er tømt og overtaget af kommunen. Det skal rives ned. Noget stort er på vej, men byens handlende synes, det har været en lang og sej proces.

SuperBrugsen har bygget ud, men med et underligt hak i hjørnet, fordi der skal være en vis afstand til et gammelt palisade-system, der er fundet i jorden.

Omfartsvej

Den sidste sol-seng er slukket i sol-centret. Den gamle forstander-bolig ved seminariet skal væk. Smededammen skal tørlægges og udgraves, og nu er Smededammen blevet et samlingspunkt for protester fra borgerne.

Tidligere har der været stor debat om en omfartsvej, som skal føre trafikken uden om Jelling - for at skåne de historiske høje. Men ikke alle borgere er enige i de mange indgreb, der laves i den gamle kongeby.

Høring

Nu skal der være høringer om lokalplanen for det historiske Jelling. Her er der mulighed for at gøre indsigelse, og borgmester Arne Sigtenbjerggaard opfordrer borgerne til at komme frem med det, de har at sige.

Sidst i april holdes borgermøde i Jelling.