Kan den snakke? Preben kæmper mod fordomme

Preben Steen Nielsen har siddet i kørestol, siden han var to år gammel. Han er altid blevet mødt med fordomme. Nu har han udgivet en bog om det.

Når Preben Steen Nielsen kigger på tøj i en tøjbutik, så er det oftest ikke ham, der bliver spurgt om, hvilken størrelse han bruger. Han oplever, at ekspedienten taler hen over hovedet på ham, og snakker til hans personlige hjælper.

- Jeg synes, det er lidt syret, at de taler henover hovedet på mig, og at det stadig kan forekomme, siger Preben Steen Nielsen til TV SYD. 

Det er ikke den eneste fordom, Preben møder. Han lider af muskelsvind og har siddet i kørestol, siden han var to år gammel. Nu har han udgivet bogen ’Kan den snakke?’, der skal fortælle om nogle af de fordomme, han har mødt i løbet af sine 12.000 dage i kørestol.

- Folk spørger tit, om jeg sidder i kørestol, når jeg drømmer, eller om jeg drømmer, at jeg løber. Men når jeg drømmer, så tror jeg faktisk ikke, jeg tænker over, om jeg sidder i kørestol, siger Preben Steen Nielsen.

Preben har hjælper døgnet rundt, da han skal have hjælp til alt fra at spise til at gå på toilettet. Men det holder ham ikke tilbage. Han har blandt andet kørt til Skagen i kørestol for at støtte kræftsyge børn, og han er i gang med at lave sin anden spillefilm. Sygdommen skal nemlig ikke slå ham ud.

- Jeg er kun bitter meget kortvarigt. Det er kun, hvis jeg kommer til et eller andet sted, hvor jeg vildt gerne vil ind, men hvor jeg opdager, at der er trapper og ikke elevator. Så kan det selvfølgelig være ret frustrerende. Men jeg slipper det hurtigt igen, for jeg synes, det er vigtigt at fokusere på alle de andre ting og alternativerne i stedet for at se mig sur på det hele, siger Preben Steen Nielsen.