Chefer stiller op for Liberal Alliance, og offentligt ansatte er glade for venstrefløjen

Partierne gør en stor indsats for at få spraglede opstillingslister, så alle vælgere kan finde nogen at identificere sig med, siger valgforsker.

Engang var man sjældent i tvivl om, hvem man skulle stemme på eller stille op for.

Socialdemokratiet var for arbejderne, Venstre for landmænd, Radikale var lærere og husmænd, og konservative gik i jakkesæt. De havde også hver deres aviser.

quote

Folk stemmer ofte på kandidater, som ligner dem selv.

Kasper Møller Hansen, valgekspert, Københavns Universitet.

I vore dage er der mange flere partier, som alle forsøger at appellere til alle samfundslag. Men hvis man kigger på partiernes kandidatlister i Sydjyllands Storkreds, er der alligevel en del fordomme, der bliver bekræftet.

Røde lærere og blå chefer

For eksempel stiller offentligt ansatte mest op for røde partier, mens privat ansatte og selvstændige er mere til blå blok.

Syv af otte SF-kandidater er offentligt ansatte, og tre af dem er folkeskolelærere. Ingen af Enhedslistens 12 kandidater arbejder i den private sektor. Mens blot én Venstremand og én konservativ er offentligt ansatte.

Liberal Alliance er chefernes foretrukne parti. Seks af de syv kandidater er eller har været chefer og selvstændige.

Benny Engelbrecht (S) har været ufaglært tjener og rengøringshjælp og passer på den måde godt ind Socialdemokratiets oprindelige profil som et arbejderparti. Ellen Trane Nørby (V) har, som ganske mange andre folketingsmedlemmer, blandt andet studeret statskundskab og været politisk medarbejder på Christansborg.
Benny Engelbrecht (S) har været ufaglært tjener og rengøringshjælp og passer på den måde godt ind Socialdemokratiets oprindelige profil som et arbejderparti. Ellen Trane Nørby (V) har, som ganske mange andre folketingsmedlemmer, blandt andet studeret statskundskab og været politisk medarbejder på Christansborg.

Vil gerne være spraglede

Valgforsker Kasper Møller Hansen er ikke overrasket.

- Partierne gør faktisk en stor indsats for at få spraglede opstillingslister, hvor der er noget for enhver smag, så alle vælgere kan finde nogen at identificere sig med.

- De vil gerne favne bredt med hensyn til alder, job, køn og så videre. Men deres værdier tiltrækker jo en bestemt type kandidater, siger Kasper Møller Hansen, som er professor ved Københavns Universitet.

Valgforsker: Vælgerne vil have en bred palette

Alligevel findes der privatansatte, som stemmer på Enhedslisten, og ufaglærte, som stemmer på Liberal Alliance. Verden er ikke så sort/hvid som før.

- Vælgergrupperne er mere spraglede end kandidatlisterne. Men jo længere, man kommer op i hierarkiet, jo mere snævrer det sig ind, så det for eksempel ofte er direktører, som stiller op for Liberal Alliance.

- Til valget kan man dog se, at vælgerne gerne vil have en bred palette, og folk stemmer ofte på kandidater, som ligner dem selv. Blandt andet vil kvinder gerne stemmer på kvinder, og unge vil gerne stemme på unge, siger Kasper Møller Hansen.