Hjerting Kanelaug, der bygger fladbundede fiskerbåde til brug i Vadehavet, er en af de ti nominerede i Fantastiske Fællesskaber 2018 i Syd- og Sønderjylland. Torsdag aften får de og de andre nominerede at vide, hvem der har vundet dette års konkurrence i TV SYDs område.
Vi synes faktisk, vi allerede har fået en del ud af at være med i Fantastiske Fællesskaber, men vi vil selvfølgelig stadig gerne vinde konkurrencen.
- Vi er spændte på konkurrencens udfald, fortæller en spændt Kim Madsen fra Hjerting Kanelaug.
Hvad er Fantastiske Fælleskaber?
Torsdag den 27. september bliver den syd- og sønderjyske vinder kåret og modtager præmien på 50.000 kroner og går samtidig videre til den nationale finale den 3. november.
Skal formidle viden til børn og biologistuderende
Allerede før konkurrencen er slut, har deltagelsen i Fantastiske Fællesskaber i følge Kim Madsen været meget givtigt for den lille forening:
- Vi er lige nu ved at etablere et samarbejde med fem børnehaver, en gruppe spejdere og så nogle biologistuderende fra lærerseminariet. Det er egentlig noget, vi har talt om længe, men som ikke rigtigt er kommet i gang, men nu kører det - og det er helt fantastisk.
Hjerting Kanelaug skal til at formidle viden om Vadehavet til de mindste børnehavebørn, men også spejdere og lærerstuderende vil komme til at nyde godt af foreningens viden og faciliteter. Blandt andet kan de komme til at bruge Hjerting Kanelaugs værksted, hvor bådene bygges, samt det lille træhus, som foreningen ejer i Hjerting.
- Vi synes faktisk, vi allerede har fået en del ud af at være med i Fantastiske Fællesskaber, men vi vil selvfølgelig stadig gerne vinde konkurrencen, siger Kim Madsen.
- Hvis vi vinder, så skal vores kommende samarbejdspartnere også have glæde af gevinsten på 50.000 kroner.
Torsdag aften klokken 19.30 kåres vinderen af Syd- og Sønderjyllands Fantastiske Fællesskaber 2018 på direkte tv i TV SYDs nyhedsudsendelse. Du kan allerede fra klokken 19.00 på TV SYD+ samt på www.tvsyd.dk/live-tv følge med i optakten til aftenens offentliggørelse af de heldige vindere.