Kaos på E45 efter uheld

En autocamper var onsdag formiddag involveret i en ulykke med flere lastbiler på Vejlefjordbroen. To svenske turister blev kvæstet, og trafikken var blokeret i begge retninger i flere timer.

Det svenske par, der blev kvæstet i ulykken, var henholdsvis fører og passager i autocamperen. Den kvindelige passager måtte skæres fri. Begge er kørt på skadestuen.

I følge DR's Trafikcenter har der været 15 kilometer kø mellem Hedensted og Vejle Syd. Fra Kolding var køen på et tidspunkt 17 kilometer lang, og trafikanter fra Fredericia måtte sidde i 14 kilometer kø på motorvejen.

Omkring middagstid blev sporene åbnet igen i begge retninger.