Kaptajn: Jeg faldt i søvn

Kaptajnen faldt i søvn. Det er den simple forklaring på, hvorfor et skib torsdag eftermiddag stødte på grund i Vejle Fjord.

Det må have været en brat opvågning, kaptajnen på skibet Faxborg fik, da det ramte bunden af Vejle Fjord sent torsdag eftermiddag. Efter kaptajnens eget udsagn er årsagen til grundstødningen i hvert fald, at han faldt i søvn.

- Jeg faldt i søvn og vågnede desværre først, da skibet stødte på grund, sagde kaptajn Hans Poulsen tidligere i dag til Vejle Amts Folkeblad.

Politiet er ikke færdige med deres efterforskning, men kaptajnen valgte selv at udtale sig.

Tyve minutter inden skibet stødte på grund ved Assendrup Skov, satte det farten ned. Det viser hjemmesiden www.marinetraffic.com, hvor man kan følge skibets rute.

Man ved endnu ikke, hvorfor skibet sænkede farten, og presseofficer Michael Bill fra Søværnets Operative Kommando kan ikke komme med en umiddelbar forklaring:

- Helt generelt kan jeg sige, at med denne type skibe vil det sagtne farten, når det møder lavere vand, fordi der er større modstand, men det kan ikke forklare en nedsættelse af farten som denne, siger han til Vejle Amts Folkeblad.

Læs hele artiklen fra Vejle Amts Folkeblad her