Karen og Susanne nyder det kolde gys

Foråret lader venter på sig. Men for nogen er det kolde vejr ikke så skidt endda. Det giver dem mere tid til deres hobby.

- Jeg er vinterbader, fordi det giver mig et kick!

Sådan siger Karen Kvorning fra Kolding, der hopper i Kolding Fjords kolde vand.

- Det gør mig glad, og så er der også bare godt selskab herude om morgenen, fortsætter hun.

Karen Kvorning er med i vinterbaderklubben Hop i fjorden. Her deler hun blandt andet det kolde gys med Susanne Juhl.

- Vejret er jo, som det er, det kan vi ikke rigtig lave om på, siger Susanne Juhl efter en tur i bølgen blå.

Mens Karen Kvorning og Susanne Juhl holder sig til de danske farvande, så har nogle af Hop i fjordens medlemmer taget vinterbadning et skridt længere.

Klubsucces til VM i issvømning

12 vinterbadere fra Hop i fjorden var i starten af marts til VM i issvømning, der blev afholdt i Estland. Her klarede Annie Kallerup fra klubben det så godt, at det blev til en bronzemedalje.

- Jeg tænker, at det er godt gået. Jeg ved ikke, om jeg kunne gøre det. Man skal jo kunne svømme rimeligt længe, siger Susanne Juhl.

Hendes vinterbadeveninde er enig.

- Jeg synes, det er sejt. Men jeg kunne bare ikke gøre det, det bliver for koldt for mig, siger Karen Kvorning.