Karlsmose vil i Folketinget for Sydjylland

Kristendemokraterne opstiller tidligere partiformand i Sydjylland.

Analytikere i dansk politik vurderer, at Kristendemokraterne meget vel kan gå hen og genvinde en plads i Folketinget efter næste valg, som kommer senest til juni. Derfor genopstiller partiets tidligere formand, Marianne Karlsmose, som partiets spidskandidat i Sydjylland.

Sydjylland ligger til at give Kristendemokraterne deres andet mandat, hvis partiet f.eks. får et kredsmandat i Vestjylland. Det vurderes som realistisk på baggrund af partiets resultat ved kommunalvalget i 2017, og det vil i givet fald sende Marianne Karlsmose i Folketinget for Sydjylland.

Hun er født og opvokset i Fredericia og har boet i Haderslev og Frøstrup ved Varde i en årrække. I dag er hun gymnasielærer i Ringkøbing med bopæl i Tarm. Hun var formand for Kristendemokraterne fra 2002-2005.

- Efter valgnederlaget i 2005 mistede jeg lysten til landspolitik og koncentrerede mig i stedet om familien og mit arbejde med unge mennesker som gymnasielærer. Men nu er jeg kampklar igen, siger Marianne Karlsmose.

Partiet har ikke været i Folketinget siden 2005.