Karsten så en ulv: - Jeg tænkte bare "shit"

Mandag morgen så Karsten Heck Madsen en ulv. Med adrenalinen pumpende i kroppen forsøgte han at forevige ulvens færd på marken. Ekspert bekræfter, at der er tale om en ulv.

Den kommer luntende ud fra marken ved siden af. Pelsen er grå, og på fire ben kommer den luntende over vårbygmarken. Ikke langt derfra – 15 meter – sidder Karsten Hack Madsen i sin traktor. Han er ved at sprøjte marken, da han får øje på det firbenede væsen.

- Shit. Det kan ikke passe. Det er da en ulv, fortæller landmand Karsten Heck Madsen, at han tænkte i mandags, da ulven pludselig dukkede op.

quote

Den var meget stor. Selvom den løber igennem kornmarker, der er cirka 60 høje, kan den stadigvæk kigge over kornet. 

Karsten Heck Madsen, medarbejder, Højlund Argo

Han er ansat på gården Højlund Agro, og det var på en af de tilhørende marker, han så ulven. I sin traktor kommer han kørende imod ulven, da den pludselig får øje på ham og vender om. Den forsvinder dog ikke helt. Den kommer tilbage på marken, trasker rundt ved et læhegn og forsvinder til sidst over på naboens mark.

- Den var meget stor. Selvom den løber igennem kornmarker, der er cirka 60 cm høje, kan den stadigvæk kigge over kornet, siger landbrugsmedarbejderen om ulven.

Ulv set to gange på samme mark

Det er første gang, at Karsten Heck Madsen ser en ulv i den danske natur. Det er dog ikke første gang, at en ulv er set på den selvsamme mark. I april sidste år så gårdejer Laus Bendix Jensen en ulv, da han var ved at pløje marken. Den ulv blev dog beskrevet som en stor hvalp. Tanken om, at de måske har levet side om side med ulven i et år gør ikke landmændene nervøse. 

- Jeg er ikke bange for den. Jeg har accepteret, at den er her, men jeg synes ikke rigtigt, at den hører til, siger han til TV SYD.

Han nævner blandt andet flere tilfælde, hvor ulven har angrebet får, og hvor det derfor er gået ud over indtægten hos landmænd og gårdejere. Derfor forstår han også godt, hvis andre er bange for ulven.

- Man hører så mange forfærdelige historier, og de sætter sig da i baghovedet, siger Karsten Heck Madsen.

Ekspert: Det er en ulv

TV SYD har talt med Kent Olsen, der er forsknings- og samlingschef på Naturhistorisk Museum i Aarhus. Han siger, at alt tyder på, at det er en ulv. Han kigger blandt andet på udseende, farve, bevægelse, proportioner og adfærd. Kigger han på andre faktorer som ulve i nærheden og området, er den samlede vurdering også, at det er en ulv, Karsten Hack Madsen har set og filmet den. 

Har du oplysninger om denne eller andre ulve, så kan du skrive til ulv@nathist.dk eller kontakte forskerne på ulveatlas.dk, hvor du også kan følge med i, hvor der ellers gøres bekræftede ulve-iagttagelser.

Dit cookie-tilsagn gør, at indholdet her ikke kan vises. Du kan ændre dit tilsagn ved at klikke på boksen her, eller ændre din browsers indstillinger.