Kartoffelavler efter massive mængder nedbør: - Det kan ende i en katastrofe

Avlere og producenter frygter for kartoffelhøsten efter rekordmegen regn under høsten. Der er faldet langt over 300 mm i Tønder på halvanden måned.

Hvis det var træls at være kartoffelavler i den meget våde sæson 2017 – så er det om muligt endnu mere træls anno 2019.

Hos en avler i Skærbækområdet har man i dén grad fået vand. Hele 331 mm i september og oktober. Det er såmænd den største mængde nedbør i hele Danmark og kan have voldsomme konsekvenser for erhvervet.

- Det kan meget let ende i en katastrofe for os, fordi vi kun er cirka halvvejs med optagningen, mener Klavs Nissen, landmand, fra Løgumkloster og uddyber:

- Det kan få konsekvenser, hvis man har for mange kartofler, man ikke får op. Så kan det være svært at lave et overskud, og dermed kan eksistensgrundlaget være på spil, siger han.

Værste år i 10 år

I Tønder er der faldet ikke mindre end 331 millimeter regn på halvanden måned. Og vi er kun halvvejs i oktober. Det er det værste, Klavs Nissen og hans kolleger har oplevet i 10 år.

- Ud af de seneste ti år, har der været fire år noget lignende dette her. Men dog ikke i denne grad. Regnen satte ind noget før i år. De andre gange, det har været vådt, har vi været længere fremme med høsten, forklarer han.

Avlerne har ommøbleret deres optagning ved at tage de højestbeliggende marker først, hvor de normalt begynder med de lavereliggende arealer.

- Vi kan kun håbe på, at vi får noget tørvejr, og at vandet synker igen, så vi kan nå at tage de sidste kartofler op, inden de går i forrådnelse, siger Klavs Nissen, der fortæller, at det koster cirka 20.000 kroner at avle en hektar kartofler.

Udlandet kommer til at mærke dårlig høst

Heller ikke på kartoffelmelsfabrikken i Toftlund er der optimisme at spore. Peter Petersen, der er formand for Andelskartoffelmelsfabrikken Sønderjylland, siger til TV SYD.

- Det ser rigtig skidt ud derude. Vi kan godt risikere at få 15-20 procent for lidt kartofler. Vi ved det ikke hundrede procent endnu, men det ser rigtig dårligt ud, siger han.

De danske forbrugere kommer ikke til at mærke den dårlige høst, men det gør de udenlandske kunder.

- Vi eksporterer 95 procent af vores produkter, så den danske forbruger vil ikke kunne mærke den dårlige høst. Men vores kunder ude i verden vil kunne mærke det, siger han.