TV der bevæger dig

SPORT

Kasper Asgreen nummer 17 ved VM i enkeltstart

Cykelrytteren Kasper Asgreen blev bedste dansker med en 17. plads ved dagens VM-enkeltstart i nordengelske Yorkshire.

00:30

Se starten og slutningen af Kasper Asgreens VM i enkeltstart her. Video: TV 2 Sport

Deceuninck-Quick-Step-rytteren Kasper Asgreen sikrede sig en 17. plads ved dagens VM-enkeltstart. I tiden 1.08.43 tilbagelagde han de 54 km. på den kuperede rute i Nordengland.

I alt 57 ryttere blev i løbet af eftermiddagen sendt ud på ruten i britiske Yorkshire.

Ved den første mellemtid en tredjedel inde i VM-løbet var Asgreen akkurat i top-10, men ved anden mellemtid efter 37,7 km. var den 24-årige dansker faldet ned på en 13. plads 1.36 minutter efter den førende rytter. Endeligt i mål afgav Kolding-rytteren således fire pladser i den samlede stilling.

Den australske cykelrytter Rohan Dennis genvandt VM-titlen i enkeltstart over et minut foran Kasper Asgreens holdkammerat, det belgiske tempofænomen Remco Evenepoel, på andenpladsen. Asgreen var 3,33 minutter efter vinderen med en gennemsnitsfart på 47,1 km/t.

Kasper Asgren, også kendt som Hingsten fra Kolding, drømte på forhånd om en top-placering ved VM-enkeltstarten ovenpå en succesrig sæson som enkeltstartsrytter. Han vandt blandt andet en EM-sølvmedalje på enkeltstart, hvor han sluttede kun 19 sekunder efter sin 19-årige belgiske holdkammerat  Evenepoel.

Koldingenseren har også vundet en etapesejr i Tyskland Rundt i august samt en flot ottendeplads ved Tour de France-enkeltstarten i sommer.

På søndag rundes VM-ugen af med linjeløbet, hvor rytterne skal ud på 285 km. i og omkring Leeds. 

Kasper Asgreen fra Kolding blev bedste dansker ved VM i enkeltstart onsdag. Foto: Scanpix Danmark

 

Mere sport