Katte mishandlet med terpentin

Flere katte i Brædstrup er blevet overhældt med terpentin. Mishandlingen har betydet, at kattene er blevet syge og har mistet pelsen.

Hans-Henrik Serup har oplevet det to gange på få måneder. Senest i sidste uge, hvor katten kom hjem - indsmurt i terpentin og malingrester.

Lå bare og rystede

- Vi har kontaktet landbetjenten, og han vil nu tage en runde i kvarteret. Det er jo en grov form for dyremishandling. Kattene bliver syge og risikerer at dø. Første gang det skete for vores kat, var vi lige ved at miste ham. Kattens pels faldt af i store totter, og han fik meget dårlig mave og lå bare og rystede, siger Hans-Henrik Serup til Horsens Folkeblad.

Ifølge Horsens Folkeblad har mindst to andre katteejere oplevet noget tilsvarende.