Kender du dem? Kørte tyvekoster væk i skraldespand

En grøn skraldespand blev sandsynligvis brugt til at fragte bærbare computere og tablets for en halv million væk ved et indbrud på Brørupskolen for syv måneder siden.

Lokalpolitiet i Vejen har netop offentlig gjort en overvågningsvideo fra et indbrud på Brørupskolen for syv måneder siden.  Her blev stjålet it-udstyr for en halv million.

- Vi har ikke så meget at gå efter, så nu offentliggør vi videoen. Vi håber, at nogen kan genkende de tre gerningsmænd, siger funktionsleder Henrik Thrane, lokalpolitiet i Vejen, til TV SYD. 

Politiet har kun haft få spor i sagen om indbruddet, der skete natten mellem den 24. og 25. maj. På videoen ses først to gerningsmænd med en stor grøn affaldsbeholder mellem sig.

- Vi ved ikke, om den er brugt til at køre tyvekosterne væk, men det er da en formodning, siger Henrik Thrane.

Lidt efter kommer en tredje gerningsmand.

 Tyvene har undgået tyverisikringen, oplyser politiet. Det kan antyde et vist lokalkendskab.

- Det hele er gået forholdsvis stærkt, men man må sige, at de har fået jackpot.

Lokalpolitet i Vejen kan kontaktes på telefon 1-1-4.