Kender du denne hjelm?

Politiet er ikke sikre på, at den hjelm, der er fundet i Ribe Å, tilhører Jytte Blæsberg.

Fundet af en cykelhjelm i Ribe Å ved broerne over til andeøerne kan muligvis tilhøre den demente 68-årige Jytte Blæsberg fra Bramming, der har været savnet siden søndag.

Men politiet er ikke helt sikre.

Derfor hører politiet gerne fra borgere, der har mistet en cykelhjelm, der er hvid og koboltblå, med en sort skærm.

- Vi har talt med vidnerne igen, og der er modsatrettede oplysninger omkring hendes cykelhjelm. Derfor kan vi ikke endeligt bekræfte, at det er hendes hjelm. Hvis der er en borger, der genkender den som deres, vil vi meget gerne høre fra vedkommende, siger Jan Rebsdorf.

Politiet og Beredskabsstyrelsen fortsætter eftersøgningen langs Ribe Å-system med båd, helikopter og hunde.

Har du oplysninger i sagen, hører politiet gerne fra dig på tlf. 114.