Kendisser serverer - og samler ind til julemærkehjem

Restaurant Bind i Sønderhav samler ind til julemærkehjemmet i Kollund for ottende gang.

Livet for børn er ikke lutter lagkage. Mange bliver mobbet, misbrugt, er ensomme og kæmper med overvægt. De kan heldigvis få hjælp på landets fire Julemærkehjem.

Men hjemmene kæmper med dårlig økonomi, fordi salget af julemærker er faldet drastisk. I 2014 blev der solgt for 16 millioner kroner. Sidste år kun for 12,9 millioner kroner - et fald på 3,1 millioner kroner.

Det er det bedste sted, jeg har været i mit liv.

Derfor samler Restaurant Bind i Sønderhav torsdag for ottende gang ind til Julemærkehjemmet Fjordmark i Kollund. 38 gæster, der blev budt velkommen med musik fra Danfoss-orkestret, har betalt 990 kroner per person for en tre-retters menu, der serveres af kendisser.

Efter middagen er der auktion over sponsorgaver. Det er her indsamlingen skal stå sin prøve. Målet er at nå over de 333.813 kroner, der blev indsamlet sidste år.

Hjælpen – uanset størrelsen – er hårdt tiltrængt.

- Vi har lige nu 13 måneders venteliste med 150 børn på. Det er rigtig lang tid for et barn at vente, når man har et behov for at komme afsted, siger pædagog på Julemærkehjemmet Fjordmark, Bitten Petz, til TV SYD.

Hvert år er der 150 børn i alderen 7-14 år på julemærkehjemmet i Kollund. En af dem er 13-årige Martha Christensen fra Stolbro.

- Det er det bedste sted, jeg har været i mit liv, forklarer Martha Christensen.

Hun kom til Fjordmark for syv uger siden, fordi hun har svært ved at få venner og er blevet mobbet det meste af livet med overvægt. Opholdet har betydet en verden til forskel for hende.

- Jeg har nemmere ved at tale med andre, som jeg ikke kender. Samtidig har jeg fået mere selvtillid. Jeg tænker, at jeg får et meget bedre liv, efter at jeg har kunne komme her og få hjælp med det hele, slutter Martha Christensen.

Inden middagen torsdag aften har Restaurant Bind og de mange gæster indsamlet knapt 1,2 millioner kroner til Julemærkehjemmet Fjordmark.

Årets kendte tjenere

  • Sønderborgs borgmester Erik Lauritzen
  • Aabenraas borgmester Thomas Andresen
  • Mogens Therkelsen
  • Thomas Evers Poulsen
  • Mogens Dall
  • Trine Linden
  • Gwyn Nissen
  • Gitte og Arne Hornshøj
  • Aase Nyegaard
  • Poul Erik Thomsen
  • Mille